Efter succesen: Nu smadrer Claes Bang to Lamborghinier på en uge
Den danske skuespillers ordrebog til internationale opgaver er fyldt op til ind i 2019. Netop nu optager han Lisbeth Salander-film i Berlin, men er på vej til Oscar-showet i Hollywood.
»Jeg er en blonderet Kill ’Em All-type, der render rundt og skyder og kører store biler ind i ting.«
Claes Bang, skuespilleren, der fik sit gennembrud i Ruben Östlunds Oscar-kandidat, ”The Square”, er i telefonen fra Berlin, hvor han på tredje måned optager ”The Girl in the Spider’s Web”, den fjerde fortælling i det univers omkring Lisbeth Salander, som afdøde Stieg Larsson etablerede og David Lagercrantz har videreført.
Han fortsætter forklaringen:
»Du ved, det er sådan en film, hvor man crasher en Lamborghini med 120 i timen. Så kigger de lidt på optagelserne og siger: Det ser super godt ud, men vi smadrer lige én igen på tirsdag.«
Til Hollywood, så Tyskland og så til Stockholm
Søndag kan ”The Square” vinde en Oscar i kategorien bedste udenlandske film, og Claes Bang, som spiller historiens gennemgående figur, vil naturligvis være til stede i Dolby Theatre i Hollywood. Derefter er det tilbage til settet i Tyskland og senere Stockholm.
Hvis vi taler om ordrebogen for udenlandske opgaver, så er der godt skub på. Indeværende kalenderår er fyldt op, og der er også arbejde langt ind i næste.Claes Bang, skuespiller
»Det bliver fint at få den sidste oplevelse med,« siger han og lyder en smule træt af at skulle pakke rejsetasken.
Filmen har allerede vundet Den Gyldne Palme i Cannes, og den korte pause i hans talestrøm antyder, at Claes Bang efterhånden har været til rigeligt prishalløj med den svenske film.
»Det er, hvad det er, men vi vil da gerne vinde,« konstaterer han.
Direkte adspurgt fortæller han, at rollen i ”The Square” allerede har givet godt afkast for ham personligt.
Ordrebogen er godt fyldt op
»Hvis vi taler om ordrebogen for udenlandske opgaver, så er der godt skub på. Indeværende kalenderår er fyldt op, og der er også arbejde langt ind i næste. Det er en lunefuld branche, så jeg vil ikke tale om de konkrete filmprojekter. Så bliver det bare ikke til noget,« siger han.
Trailer fra ”The Square” - filmen, som fik De Gyldne Palmer i Cannes
Den opgave, han løser nu med alle skyderierne og biljagterne, har ikke meget med hans arbejde i ”The Square” at gøre. Men det har de næste.
»Denne film kan næsten ikke ligge længere væk fra ”The Square”, men meget af det andet i pipeline har arthouse-karakter og ligger tættere op ad det, jeg lavede med Ruben. Hvis alt går vel, begynder jeg på en film i april, som ser virkelig spændende ud,« siger Claes Bang.
Midt i alt det internationale filmræs er der stadig mulighed for at opleve den 50-årige skuespiller herhjemme.
Claes Bang optræder med sit speciale, monologen ”Ondskaben”, baseret på Jan Guillous roman, på Folketeatret i København i slutningen af marts og ind i april.