Sydkoreansk filminstruktør: Den offentlige anklager fandt mine lussinger problematiske
#MeToo og ligestilling er på dagsordenen i Berlin, men Kim Ki-duk er ankommet med en film om bl.a. Kannibalisme og gruppevoldtægt. Hjemme i Sydkorea har han fået en bøde for at slå en kvindelig skuespiller.
Han har slået igennem i arthouse-delen af Vestens filmmiljø, men han har tilsyneladende også slået en kvindelig skuespiller.
Kim Ki-duk er afholdt i Europa og har vundet priser på kontinentets tre største festivaler - i Cannes, i Venedig, i Berlin - men hans ankomst til Berlinalen i år har været noget kontroversiel.
I en tid, da #MeToo-debatten præger miljøet, er det opsigtsvækkende, at Kim Ki-duk har fået plads til sin nye film ”Human, Space, Time and Human”. Sydkoreaneren har nemlig lige fået en bøde i hjemlandet for at slå en kvindelig skuespiller under optagelserne af filmen ”Moebius” fra 2013.
Der blev ikke rejst sag om sexchikane mod ham, skønt skuespilleren havde klaget over, at Kim Ki-duk under optagelserne tvang hende til at røre en mandlig skuespillers lem, selv om hun angiveligt var blevet forsikret om, at hun skulle arbejde med en attrap.
Kim Ki-duk mødte pressen lørdag og veg ikke fra det uundgåelige emne:
»Der er en ærgerlig sag, som jeg har forklaret og besvaret spørgsmål om i retten. Den offentlige anklager fandt mine lussinger problematiske,« konstaterede han.
Han slog også fast, at hans filmhold ikke protesterede imod, at han tog det uortodokse værktøj i brug:
»Mit crew sagde ikke, at det var upassende på det tidspunkt. Skuespilleren oplevede det anderledes.«
Kim Ki-duk kunne ikke love, at han vil ændre adfærd i fremtiden.
»Jeg synes, at det er beklageligt, at dette er endt som en retssag. Fortolkningerne af sagen er meget forskellige, men jeg tager dommen til efterretning,« svarede han.
Kim-Ki-duks film er karakteriseret ved deres vold og mørke - også den, han er i Berlin med. Her er den kun én kvinde tilbage på jorden, og hun bliver voldtaget flere gange. Det skal alt sammen handle om desperation, og hvad arten vil gøre for at overleve.
Instruktøren forsøgte at rationalisere sit kunstneriske sprog med henvisning Koreas historie, japanernes besættelse og borgerkrigen.
»Mange instruktører bærer på de traumer. Min egen far er krigsveteran og bundet til en seng.«