Balletfestival skal få flere danskere til at danse
Ballet skal bredere ud i befolkningen, og derfor tager Den Kongelige Ballet rundt i landet og inviterer alle til balletfestival.
Sommer rimer i mange ører på kolde øl, god musik og et varmt festivalstelt, og det er nok de færreste, der tænker på ballet som en del af festivalgenren.
Men for Den Kongelige Ballet vil sommertid for første gang blive synonym med festivaltid.
Balletten inviterer nemlig til festival fra 1-9 juni, og selvom selve festivalen vil foregå i København, skal balletten også bredes ud til resten af landet i ugerne optil.
Med stop i seks byer, skal Balletfestivalens ”road trip” og balletmester Nikolaj Hübbe få danskerne til at danse ballet i utraditionelle sammenhænge og rammer – på arbejdspladsen, i stormagasiner og forlystelsesparker.
”Jeg glæder mig sindssygt meget, og jeg håber, at danskerne vil tage de mange balletaktiviteter til sig. Ballet er for alle, for dans er en urkraft, som alle kan mærke og intuitivt forstår. Alle danser. Nogle kun med gardinerne godt trukket ned, andre mest til fester. Og så nogle få udvalgte professionelt,” siger Nikolaj Hübbe.
Han håber, at man ved at turnere rundt i landet kan få balletten ud til dem, som måske normalt ikke ser sig selv som nogen, der går til ballet.
Selve Balletfestivalen skydes i gang fredag den 1. juni, hvor ”Napoli” spiller på Gamle Scene. Lørdag den 2. juni er der fælles ballet på Kongens Nytorv - en ballet, der består af trin, som Nikolaj Hübbe hver søndag i de tre første uger af maj har udstukket, og som alle interesserede har mulighed for at deltage i. skal øve sig på til ugen efter. Lørdag aften spilles ”Bournonville”, mens søndagen står i ”Svanesøen”s tegn.
De følgende dage byder på talks om ballettens betydning i dagens Danmark og på aktiviteter, der undersøger alt det dansen kan, inden festivalen kulminerer sidst på ugen. Først med ”Nye toner” fredag den 8. juni og dernæst med en stor gallaforestilling lørdag den 9. juni.
”Nye toner” præsenterer tre nye koreografier til værker af aktuelle danske musikere, mens lørdagens galla byder på besøg af fem internationale verdensstjerner fra hhv. Frankrig, Rusland, Italien, England og USA.
Det endelige program for ballettens road trip gennem Danmark offentliggøres først senere.