Kultur

De fede damer får ikke lov at synge

I operaen sættes stemmen over alle andre hensyn? Ikke længere ifølge operasangerinden Lisette Oropesa, der har følt sig nødsaget til at tabe sig.

En gammelkendt historie går på, at operasangerinden Deborah Voigt er blevet fravalgt til en rolle, fordi hun ikke kunne passe den kjole, som instruktøren ønskede. Screenshot fra Youtube.

»Operaen er aldrig færdig, før den fede dame har sunget,« siger man. Men er det nu også sandt, hvis virkeligheden er, at de "fede" damer i dalende grad får lov til at synge de smukkeste passager?

Ganske rigtigt har der gennem tiderne været mange operasangere og sangerinder, fra tenorer til sopraner, der har været indehavere af et ganske stort korpus. Også selvom der aldrig har hersket videnskabeligt belæg for, at man kan sætte lighedstegn mellem store kroppe og store stemmer.

Men man kan altså godt være for tyk til de prestigefyldte roller i et opera-stykke. I hvert fald hvis man skal tro udtalelser fra den cubansk-amerikanske operasangerinde Lisette Oropesa. Mediet The Times refererer, at hun er blevet fravalgt til roller med begrundelsen, at hun var »for tyk«:

»Der var roller, jeg ikke engang blev overvejet til grundet måden, jeg så ud på,« fortæller 35-årige Oropesa, der som en konsekvens gik på slankekur, da hun nåede op på 95kg. I dag er hun let på badevægten. (Se hende synge efter vægttabet i videoen nedenfor).

Stemmen over alt - eller?

I operaøjemed består problematikken naturligvis i, at kunstformen traditionelt set har sat stemmebåndet, dvs. kunsten, over alle andre hensyn.

Oropesa står ikke alene med sine holdninger om det internationale operamiljø.

Tendensen problematiseres også af Danik Lorén, en anden operasanger, der har taget sit eget opgør med kropskulturen. Hun har medvirket i et »elsk din krop«-photoshoot til det canadiske medie Now Toronto, fordi hun blev frustreret over holdningerne blandt mange af hendes kollegaer i operaverdenen:

»Jeg tror, at operaen prøver at følge med andre underholdningsindustrier ved at hyperfokusere på krop og fremvise et særligt slags look,« udtaler hun ifølge The Times.

En anden kendt historie går på, at operasangeren Deborah Voight blev fyret fra en produktion i Royal Opera House, London, fordi hun var blevet for stor til at klemme sig ned i kjolen, som instruktøren ønskede hende ned i. Hun fik senere opereret sin mavesæk mindre. I dag er hun slank.

Operaanmeldere blev desuden kritiseret for fire år siden, efter de foreslog, at sangerinden Tara Erraught var uegnet til sin rolle i Strauss' "Der Rosenkavalier", fordi hun var for tætbygget, skriver The Times.

Rammer mænd og kvinder

Til hjemmesiden Bachtrack har Lisette Oropesa, den førstnævnte sangerinde i artiklen, udtalt, at både mandlige og kvindelige operasangere er ofre for trenden.

Og problemet er, at folk er begyndt at »lytte med deres øjne«, fortæller hun:

»Hvis de (instruktørerne, red.) ser en ung, smuk kvinde, så vil de have hende til at synge de smukke bel canto-roller, også selvom hendes stemme ikke matcher. Det har jeg et problem med. Hvis de ser en stor person, så går de ud fra, at han er en Falstaff (en overvægtig, forfængelig og pralende Shakespeare-ridder) og ikke en Don Giovanni,« siger hun.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kultur
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her