Den grådige vamp, der uden blusel sugede alle kræfter ud af magtesløse mænd på stribe

Theodosia Burr Goodman.

Et navn, der i dag kun vinder genklang hos et absolut fåtal.

Lidt flere kender navnet Theda Bara – men alligevel er det de færreste, der ved, hvem hun var, og hvad hun stod for.

Ganske anderledes var det fra 1915 og frem til omkring 1920, da hun i høj grad var med til at slide filmens barnesko flade, og i år er det 100 år siden, at hun på toppen af sin karriere fejrede globale triumfer som kvinden Lolette i stumfilmdramaet ”The She-Devil”.

Den amerikanske filmjournalist og forfatter Patricia Nolan Stein, der i mange år har arbejdet som filmjournalist i Hollywood, har adskillige gange beskæftiget sig med Theda Bara og hendes samtid.

»Theda Bara var en naturkraft og en kvinde, der var langt forud for sin tid,« siger Patricia Nolan Stein til Jyllands-Posten og tilføjer:

»Ikke nok med at hun gav den som vamp iført sexede kostumer, hun var også på alle måder en anti-Mary Pickford. I en periode, da kvinder forventedes at være søde, uskyldige og hjælpeløse, var Theda Bara det stik modsatte.

På lærredet udnyttede og forførte hun helt uden skam alle de mænd, hun kom i nærheden af.«

Patricia Nolan Stein nævner, at en af datidens filmanmeldere gik så langt som til at kalde hende »den ondeste kvinde i verden«.

»Personligt er jeg dybt fascineret af Theda Bara, fordi hun var sin egen. Det krævede på den tid virkelig mod og styrke at være en vamp med en så glubende appetit på det seksuelle.«

Journalisten nævner et billede af Theda Bara, der blev taget omkring 1917. På billedet både ryger og drikker hun.

»Det var bare ikke noget, som kvinder gjorde for 100 år siden. I det mindste ikke offentligt.«

Da Theda Bara i 1915 fik sit store gennembrud som mandeædende femme fatale i ”A Fool There Was”, blev hun i filmen kaldt The Vampire – og det blev senere forkortet til The Vamp – og dermed blev ordet vamp også indskrevet i de danske ordbøger.

Klip fra ”A Fool There Was” (1915)

Men begejstringen for Theda Bara og hendes film fik en brat ende allerede ved indgangen til 1920’erne, hvor udviklingen i filmbranchen – både hvad angår krav til skuespilleres fremtoning og ikke mindst den tekniske udvikling – tog livet af hendes karriere.

Hendes skæbne var ikke ulig andre stumfilmstjerners, men i modsætning til f.eks. Buster Keaton, hvis meget spinkle røst ikke duede til tonefilm, blev Theda Baras 40 film ikke stående for eftertiden. Det er der flere gode grunde til, og dem vender vi tilbage til senere i denne fortælling om vampen, der i fem-seks år havde status – og ikke mindst en indtægt – som en af filmens helt store feterede divaer.

Theodosia Burr Goodmann blev født og voksede op i et jødisk middelklassehjem i Avondale – en forstad til Cincinnati i Ohio. Efter highschool studerede hun et par år det lokale universitet og siden i New York. Sideløbende hermed var hun dybt involveret i amatørteater, og i New York knockoutede hendes hede skuespillerdrømme interessen for bøgerne.

Hun – der da kaldte sig Theodosia De Coppet – debuterede på Broadway allerede i 1908. Det skete i en mindre rolle i stykket ”The Devil”, og dermed var det image grundlagt, som hun – selvom hun flere gange ihærdigt forsøgte – aldrig siden slap af med.

Hun fik sin filmdebut i en meget lille rolle i ”The Stain” i 1914, og hun blev akkrediteret som Theodosia Goodman. Da filmproduceren William Fox et års tid efter så filmen, tilbød han hende straks en kontrakt med sit selskab, der havde base i Fort Lee, som ligger i New Jersey på USA’s østkyst.

Hun fik kontrakten, selvom hun på det tidspunkt allerede var fyldt 30 år – og derfor noget ældre end flertallet af tidens kvindelige stjerner – og tog i forbindelse med filmkontrakten endnu engang navneforandrig. Denne gang til Theda Bara.

Hendes første film for Fox var ”A Fool There Was”, og den sikrede hende som nævnt et verdensgennembrud. Det skyldtes ikke mindst, at hun i denne og alle senere film fremstod som et markant alternativ til tidens puritanske pænhed.

Da hun i 1917 blev tilbudt rollen som Kleopatra, havde William Fox etableret en afdeling i Hollywood. Los Angeles var blevet det nye filmcentrum i USA, og det tog Theda Bara konsekvensen af og flyttede samme år til Californien.

”Cleopatra” blev en meget stor succes, og hun var i de år en af de bedst betalte i Hollywood – da hun tjente mest, væltede der 4.000 dollar om ugen ind på kontoen. Omregnet til nutidskroner svarer det til godt 340.000 kroner om ugen.

Ifølge Los Angeles Times udtalte hun på et tidspunkt om sin karriere:

»Jeg deltog aldrig i fester. Jeg blev aldrig interviewet. Jeg havde ikke tid til det – jeg lavede jo 40 film i løbet af fire år.«

For at styrke hendes image og øge mystikken omkring hende hævdede studiet, at Theda Bara var datter af en egyptisk sheik og en fransk mor. Det blev senere ændret til, at hendes mor var fransk skuespiller og hendes far italiensk kunstner, men i begge versioner hed det, at hun var født og opvokset i Sahara.

Selv hendes navn kom der i forbindelse med ”Cleopatra”-premieren i 1917 en forklaring på: Theda Bara var et anagram af arab death.

Stjernen havde en fast presseagent tilknyttet, og med den aldrig svigtende ihærdighed, hvormed Fox-studierne markedsførte hende, er det en udbredt opfattelse, at studierne var de første til at lancere en egentlig public relation-afdeling. Og det virkede: Hendes popularitet var enorm – hun modtog i tusindvis af fanbreve, og mange piger blev i USA døbt Theda.

Hun nåede som nævnt at lave omkring 40 stumfilm, inden det ved indgangen til 1920’erne gik hastigt ned ad bakke med hendes karriere. Siden de første film havde hun drømt om at lave en anden type film end tilfældet var, men Fox var ikke til sinds at ”slagte deres guldkalv”.

At hendes karriere ebbede ud, handlede ikke så meget om, at hendes stemme i modsætning til f.eks. Buster Keatons ikke egnede sig til tonefilm, men mere om den figur, som hun fremstillede.

»Theda Bara repræsenterede en tid i Hollywood, som brat sluttede. Det var ikke længere populært at være en forfører af naive mænd. Der var ganske enkelt ikke længere brug for hende,« siger Patricia Nolan Stein til Jyllands-Posten.

Hun tilføjer, at der i dagens Hollywood stadig findes kvindelige skuespillere, der i deres roller indtager samme attitude, som Theda Bara gjorde.

»Eksempler på dette er både Fay Dunnaway og Sharon Stone. De har annektere den samme ”take no shit”-attitude, som Theda Bara så gennemført og stolt var eksponent for i sine film.«

Forsøg på i 1925 og 1926 at gøre comeback i et par film lavet af Hal Roach floppede totalt, og Theda Bara gik herefter i al væsentlighed i offentlighedens glemmebog.

Patricia Nolan Stein nævner over for Jyllands-Posten filmen ”Kathleen Mayourneen” (1919) som filmen, der bogstavelig talt smadrede hendes karriere.

»I filmen spillede hun en fattig irsk pige. Med afsæt i de mange fordomme, der var fremherskende i USA for 100 år siden, var det ikke overraskende, at hendes publikum vendte hende ryggen. Theda var jo en jødisk pige fra Cincinnati, og jøder var dengang ramt af voldsomme fordomme.«

Derfor, mener journalisten, var det ikke velset, at hun fremstillede en fattig irsk pige, der fremstod meget anderledes end hendes vanlige vamproller.

»Efter den film havde Theda Bara meget svært ved at genoptage de sexede og uhyggelige roller, som publikum tidligere havde elsket.«

Theda Bara blev boende i Hollywood, hvor hun i 1921 havde giftet sig med filminstruktøren Charles Brabin. Parret boede og levede et relativt stille liv i en villa på North Alpine Drive.

Dette med flere af tidens største stjerner som naboer – og selvom Theda Baras karriere var stendød, tog hun og manden stadig aktivt del i det sociale liv i Hollywood.

Hun døde i en alder af 69 år torsdag den 7. april 1955, og hun blev ved siden af mange andre Hollywoodstjerner stedt til hvile i muren på Forrest Lawn Memorial Park Cemetary i Glendale, Los Angeles. Dette som Theda Bara Brabin, og manden døde to år senere.

I de senere år er interessen for Theda Bara og hendes markante rolle i de første kapitler af filmhistorien steget, men den må desværre dyrkes uden muligheden for at se mere end 6 af hendes i alt 40 film.

Årsagen til dette er ganske enkelt stoffet nitrat.

Det var det materiale, som man i filmens barndom blandt andet brugte til at fremstille filmstrimler med, og samme materiale var ekstremt brandfarligt, og det havde samtidig en uheldig tendens til at selvantænde.

Dette var årsagen til, at Fox Studiernes store lagerbygning i Little Ferry i New Jersey den 9. juli 1937 brød i brand. I bygningerne befandt sig stort set samtlige kopier af Theda Baras stumfilm. Og det var så kun en meget lille del af, hvad der den dag blev flammernes bytte:

Over 40.000 uerstattelige film og negativer gik tabt for eftertiden.

I erkendelse af, at de første filmstrimler var ekstremt brandfarlige, blev sikkerheden efter Fox-branden kraftigt øget, og med tiden gik man over til helt andre og mere sikre materialer.

Filmarkivar Geoffrey L. Bayle viser, hvor hurtigt nitratfilm brænder:

Ved Fox-branden i 1937, der anrettede meget store materielle skader, omkom en enkelt lagerarbejder, og to blev svært forbrændte.

Så relativt nådigt slap man ikke ved andre lignende brande på lagre eller i biografer, hvor de såkaldte nitratbrande var meget udbredte.

I Paris omkom den 4. maj 1897 omkring 140 mennesker under en voldsom brand i en biograf, der var etableret i forbindelse med velgørenhedsarrangementet Bazar de la Charité.

Under en brand i en biograf Limerick i Irland i 1926 omkom 48 mennesker. Året efter omkom intet mindre end 78 mennesker – primært børn – under en biografbrand i Montreal i Canada. I Paisley i Skotland indebrændte 69 børn under en biografbrand i 1929.

Skønt vi i dag derfor kun kan se en meget lille del af Theda Baras betydelige samlede produktion, er hun flere gange posthumt blevet hædret for sin indsats.

I 1960 fik hun således sin stjerne på Hollywood Walk of Fame. I 1994 fik hun sit eget frimærke, og i maj 2006 blev Main Street og Linwood Avenue i Fort Lee i New Jersey – det var her Fox Studio holdt til – døbt Theda Bara Way.

Der er skrevet flere bøger om hende, og i 1996 udkom både Bo Genins ”Theda Bara: A Biography” og Eve Golds ”Vamp”. I 2005 var der premiere på en filmisk biografi: ”Theda Bara: The Voman with the hungry Eyes”.

Derudover har hun – og hendes figur – optrådt i adskillige romaner.

Som et kuriosum kan nævnes, at både den britiske undergrundsavis International Times og Chicago International Film Festival anvender grafiske gengivelser af hendes ansigt i deres logoer.

Patricia Nolan Stein slutter:

»Jeg er vild med den måde, hvorpå Theda Bara – blandt andet takket være både historier og fotos på nettet – er blevet genopdaget og hædres. Hun dør adrig. Hun har taget permanent plads i hjerterne på stumfilmelskere. Især dem, der holder af mystiske og skumle kvinder.«