Fortsæt til indhold
Kultur

Britney Spears i bøgeskoven - skal man grine eller græde?

Der er delte meninger om annonceringen af en koncert med Britney Spears på jysk festival.

"... skal man grine eller græde."

Sådan lyder en af kommentarerne på Smuk Fests hjemmeside, hvor man tidligere på dagen offentliggjorde, at den 36-årige amerikanske popstjerne Britney Spears optræder på næste års festival i bøgeskoven i Skanderborg.

I skrivende stund har 1.500 brugere kommenteret bookningen af Britney Spears, og reaktionerne går begge veje.

"Der er nok en sang eller to vi kan der," lyder en kommentar.

Og en anden:

"Det bli’r sjaw! Altid fedt at få mulighed for at opleve nogen, man aldrig selv ville have valgt. Og lur mig, om ikke selv de mest negative også kan skråle med på et nummer eller to i bøgeskoven!"

https://www.facebook.com/danmarkssmukkestefestival/photos/a.336885873622.191655.214431733622/10156205958363623/?type=3&comment_id=10156206179138623

Bookningen af Britney Spears er imidlertid også resulteret i en del hovedrysten:

"Hvorfor bestille sådan en gammel krage som HOVEDENAVN!?
Ingen hits, afdanket, og ja - hun er røget i glemmebøgerne.
Kom nu ind i 2018 og bestil noget af det musik som hitter NU, og ikke i 2005. ISÆR når det handler om hovednavnet?!

- jeg er dybt skuffet. Håber virkelig ikke det er hende i har brugt største delen af lejning af kunstnere er gået til..."

Og:

"Var det det der skulle bruges 25 % mere til på musikbudgettet... Jeg synes at der er rigeligt med artister der spiller deres musik fra en Mac og synger playback...Hvor herre bevares..."

Og:

"Hvis de forhøjede priser på billetter har været med til at finansiere Britney og ikke bedre forhold er det da totalt til grin...... Gerne højere priser hvis det giver ordentlig musik og ikke has-beens".

En række brugere hentyder til, at Smukfest i år har hævet priserne på partoutbilletter i år er hævet med 300 kr. til 2.695 kr. Prisstigningen har dog ikke påvirket billetsalget i negativ retning. De ca. 28.000 partout-billetter blev sat til salg den 13. december kl. 10.00 og var solgt godt halvanden time senere.

Britney Spears slog igennem med singleudspillet "Baby One More Time i 1998, og siden er det blevet til en stribe øvrige hits.

Britney Spears har været i Danmark flere gange før.

I Jyllands-Posten blev det dog kun til to af seks mulige stjerner, da popstjernen optrådte i Herning i 2011.

"Hun forsøgte faktisk," lød det i anmeldelsen.

"Britney Spears har mimet sig gennem meget, og utallige fans har forladt koncerterne i vrede, men mandag aften prøvede den amerikanske sangstjerne i det mindste kræfter med lidt ægte sang. Det lykkedes bare ikke. I visse passager lød det faktisk så ynkeligt, at de båndede versioner af superstjernens spæde stemme klart havde været at foretrække. Værst fremstod 29-årige Britney Spears i dæmpede indslag som "Don't Let Me Be The Last To Know", hvor hun hang i en trapez oppe under loftet uden udsigt til den tunge bas, som gennem store dele af den halvanden time lange seance dækkede over hendes manglende evner."

Koncerten på Smukfest bliver Spears' første på en dansk festival.

Også MØ, Nephew, Saveus, D-A-D og CV Jørgensen spiller på festivalen.

Festival løber af stablen 8. til 12. august.