Stædige Liva: Hende kunne man ikke binde på hverken hånd eller mund – hun var sin egen

Man binder os på mund og hånd,

men man kan ikke binde ånd,

og ingen er fangne,

når tanken er fri.

Vi har en indre fæstning her

som styrkes i sit eget værd,

når bare vi kæmper for det vi ka’ li’.

Disse linjer er hentet fra en vise, som Poul Henningsen (PH) skrev i foråret 1940, og den var en kommentar til tyskernes besættelse af Danmark.

Men ordene passer også fortrinligt på den livsholdning, som bar den meget specielle og viljestærke kvinde, der sang den:

Liva Weel.

Revystjernen og skuespilleren, der hele livet netop værnede stædigt om sin indre fæstning, fandt styrke i sit eget værd og konsekvent kæmpede for det, som hun fandt væsentligt i alle livets forhold.

Visen, der havde musik af Kai Norman Andersen, havde oprindeligt titlen ”Det gælder kærlighed og krig”, og den var en direkte kommentar til nazisternes fremfærd i Europa. Da Danmark den 9. april blev besat, forbød censuren visen, der siden blev ændret til ”Man binder os på mund og hånd”. Budskabet var det samme, men udtrykt så relativt neutralt, at den blev godkendt af censuren.

Sangen blev siden på mange måder Liva Weels signatursang.

Hun sang den første gang offentligt den 31. maj 1940 i Riddersalen på Frederiksberg, hvor den indgik i Kjeld Abells revykomedie ”Dyveke”, der handler om Christian 4.s elskerinde af samme navn.

”Man binder os på mund og hånd” (1940)

Liva Weel døde torsdag den 22. maj 1952, men selvom det nu er 65 år siden, at hun for sidste gang lukkede sine øjne, har hun trukket et dybt spor i eftertiden og været genstand for flere bøger, et tv-drama og adskillige teaterstykker.

På onsdag – den 22. november 2017 – er der premiere på endnu en teaterforestilling om hende. Denne gang på Folketeatret/Hippodromen i København. I hovedrollen som Liva Weel kan publikum opleve Ellen Hillingsø, og Henrik Kofoed udfylder rollen som Poul Henningsen (PH).

Forestillingen beskrives som en mellemting mellem revy, kammerspil og teaterkoncert, og det altoverskyggende tema er frihed.

Ellen Hillingsø siger til Jyllands-Posten om Liva Weels betydning og om det markante aftryk, som hun har sat på sin eftertid:

»Hun var et kæmpetalent i en tid, hvor hun fik lov til at folde det ud. Hun var meget speciel – havde en enorm udstråling – og der var ikke andre i hendes klasse.

Men det er også meget vigtigt at huske Poul Henningsens fantastiske tekster, som i afgørende grad var med til at gøre Liva til den stjerne, hun stadig er. De var to om det,« understreger Ellen Hillingsø.

Hun tilføjer, at det for hende har været en meget stor oplevelse at arbejde så intenst med rollen som Liva Weel, som hun skal udfylde i de næste mange måneder.

»Udgangspunktet har jo være nogle film- og lydklip. Resten har været overladt til fantasien. Man kan sige, at hun har lånt mig sit liv – og at jeg har lånt hende mit. Det har været – og er – en fantastisk oplevelse, og jeg glæder mig meget til at møde publikum.«

Født på Vesterbro

Den aften Marie Christine Dorthea Olivia Josephine Olsen fødte en pige i en lille lejlighed i Mysundegade på Vesterbro i det indre København, blev der festet, og himlen over byen blev oplyst af fyrværkeri, men det var nu ikke på grund af hendes fødsel:

Hun kom til verden den 31. december 1897.

Hendes far – Carlo Martin Ingomar Olsen – var kriminalassistent, og det var takket været hans effektivitet, at hun som 17-årig fik et længe næret ønske om at gøre karriere på scenen opfyldt:

Faren opklarede i 1914 et indbrud hos sangpædagogen Hedevig Quiding, og i lutter taknemmelighed tilbød hun den allerede dengang temmelig egenrådige og rebelske Olivia sangundervisning. Den unge pige arbejdede på det tidspunkt på kontoret på E. Nobels Tobaksfabrik.

Ud over at undervise hende gjorde Hedevig Quiding to ting, der fik afgørende betydning for Olivias scenekarriere:

Hun sørgede for, at hun fik yderligere sangundervisning hos den internationalt kendte og respekterede operastjerne Wilhelm Herold, og hun sørgede for, at hun i 1917 for første gang sang for et større publikum. Det skete til et teselskab i Politikens Hus, hvor Hedevig Quiding præsenterede sine elever for blandt andet en række teater- og revyledere fra hele landet.

Blandt disse også teaterlederen Harald Stabehl, der straks hyrede den 19-årige til Odder Sommerrevy, og her fik hun på Hotel Phønix i Rosensgade i Odder sin scenedebut fredag den 1. juni 1917.

100-året for hendes debut her blev i øvrigt i september markeret i Odder, da Julie Berthelsen tolkede en stribe af Weels største sange.

Senere samme år fortsatte Liva Weel sammen med truppen til Nykøbing Falster, hvor hun medvirkede i en opsætning af ”Den Glade Enke”.

Med denne slog hun – der på foranledning af Harald Stabehl havde ændret Olivia til Liva – porten til revy- og teaterscenen i København op på vid gab, og i 1918 blev hun ansat på Scala-teatret, hvortil hun var knyttet i 10 år.

I slutningen af 1920’erne mødte hun arkitekten og forfatteren Poul Henningsen, og dette blev indledningen til at kreativt samarbejde, der i høj grad var med til at definere dem begge.

Som revyskuespiller blev hun i den grad folkeeje, og hun udfyldte desuden roller i en række teaterstykker i den seriøse ende.

I årene, der fulgte, medvirkede hun i en enkelt opsætning på Det Kgl. Teater – Holberg-klassikeren ”De stundesløse” i 1930 – og hun fik flere tilbud om en karriere i udlandet – blandt andet fra den tyske instruktør Max Reinhardt – men hun afslog alle tilbud. Blandt dem også et tilbud om fast tilknytning til Det Kgl. Teater.

Igennem hele sin karriere var det revy- og teaterscenen, der stod hende nærmest, men hun opnåede også succes som filmskuespiller. En karriere, som hun indledte med filmen ”Odds 777” i 1932 (filmen, der rummede klassikeren ”Glemmer du”) og afsluttede med en noget forstemmende birolle i ”Smedestræde 4” (1950), i hvilken hun selv virkede lige så træt og nedslidt som den portnerkone, som hun skildrede i filmen.

Klip fra ”Odds 777” (1932) med sangen ”Glemmer du”:

Alle, der var i berøring med Liva Weel, betegnede hende blandt andet som ganske besværlig, stædig, vulgær og særdeles egenrådig. Hun er også blevet beskrevet som skrøbelig, fandenivoldsk og frigjort på samme tid.

Hun havde desuden i den grad temperament, og i perioder var hendes forbrug af alkohol mildt sagt i overkanten.

Også i hendes privatliv var der ofte kaos.

Hun giftede sig i december 1920 med den indflydelsesrige skuespiller og teaterdirektør Arne Weel, og sammen fik de 1922 sønnen Jørgen Weel, der siden skabte sig en lang teaterkarriere. Ægteskabet med Arne Weel holdt ikke, og det blev opløst i 1924. De bevarede dog resten af livet et tæt – og ofte også kreativt – venskab.

Efter skilsmissen levede hun på mange måder et liv i overhalingsbanen og havde bestemt ikke mistet appetitten på mænd.

Da hun var toppen af sin karriere, var hun særdeles velhavende – hun ejede blandt andet i begyndelsen af 1930’erne et stort sommerhus på Skovvænget i Dronningmølle, der i øvrigt sidste år var sat til salg for intet mindre end 9 mio. kr. Hendes store problem var, at hun ikke havde skyggen af økonomisk sans: Hun brugte hver en klink, som hun tjente, og var desuden kendt for rundhåndet at yde økonomisk støtte til venner og bekendte.

I juli 1933 giftede hun sig med den otte år yngre snedkermester Fritz Hueg, men det gik slet ikke, og allerede året efter blev de skilt.

I resten af livet plejede hun adskillige forhold, men giftede sig aldrig igen.

Sin sidste filmrolle havde hun – som nævnt – i 1950, og derefter gik det hastigt ned ad bakke med hendes karriere. Hun medvirkede i nogle pladeindspilninger og i enkelte radioudsendelser, men scene- og filmkarrieren var slut.

Dette skyldtes i høj grad, at hun led mere og mere af en i øvrigt medfødt brok i halsen, der til sidst betød, at hun stort set ikke kunne spise. I stedet drak hun væsentlig mere kirsebærvin og snaps, end godt var, og hun supplerede sprutten med store mængder medicin.

De sidste år af hendes liv stod i skarp kontrast til hendes gyldne år. Hun mistede stort set alt, og typisk nok sørgede hendes eksmand og nære ven Arne Weel for at samle 25.000 kr. sammen til en hædersaften for hende.

I maj 1952 blev hun indlagt på Københavns Kommunehospital, og her døde den 54-årige Liva Weel i sin seng torsdag den 22. maj.

Hun blev siden stedt til hvile på Vestre Kirkegaard i København.

Om den specielle kvinde skrev Poul Henningsen i sine erindringer, der med titlen ”Livas regeringstid” udkom kort tid efter hendes død i 1952:

»Hvad hun bød os af befriende latter, dyb stilhed, menneskeskildring, svigtende hukommelse, beåndet skønhed og trist forfald – kan vi kun så godt som (u)muligt referere.«

På spørgsmålet om, hvorfor Liva Weel her 100 år efter sin debut og 65 år efter sin død stadig huskes, svarer Jyllands-Postens teateranmelder Henrik Lyding:

»Liva Weel havde jo især stor betydning som bindeled mellem den kulturradikale overklasse – PH og andre – og det folkelige publikum. Hun kunne formidle samfundskritikken, så den blev spiselig, fordi hun var så ægte folkelig selv.«

Hun var, mener Henrik Lyding, en scenisk urkraft og kan sammenlignes med vor tids Bodil Udsen – djærv, kontant, robust og bredt appellerende.

DR portrætterede Liva Weel i ”Store Danskere” (2013) - 36:37

»Når hun stadig huskes i dag, så er det i kraft af hendes betydning under krigen – de stærke viser om frihed og om ikke at binde ånd. Og så selvfølgelig fordi hendes personlige skæbne er så grum. At hun brænder så meget for det hele, at hun drikker sig ihjel.

Kunstnerisk var skuespillere som både Bodil Ipsen og Poul Reumert jo større, men de gik hjem hver dag og døde respektabelt efter et respektabelt liv. De er derfor – rent historie- og dramamæssigt – ikke nær så interessante som Liva,« mener Henrik Lyding og slutter:

»Derfor laver man jo også film om Dirch Passer og Kjeld Petersen, men nok aldrig om Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard. De er for almindelige. Liva var alt andet.«