TV

Jeremy Clarkson taler ud om sin dramatiske afgang fra BBC

Et år efter fyringen fortæller den tidligere Top Gear-vært åbenhjertigt om det turbulente forhold til sin tidligere arbejdsgiver.

Det er et år siden, Jeremy Clarkson på dramatisk vis blev fyret fra jobbet som vært på det populære program Top Gear på BBC, efter han havde slået en producer.

Officielt: Jeremy Clarkson fyret af BBC

Efterspillet var voldsomt, og nu åbner den 55-årige Clarkson op for anekdoterne, fra det han kalder det hårdeste år i sit liv, i et interview med The Times.

»På et år mistede jeg min mor, mit hus, mit job,« siger han i interviewet, hvor han også langer ud efter den tidligere arbejdsgiver bl.a. for at have behandlet ham dårligt i forbindelse med moderens død, og for at kalde ham racist, da han opkaldte sin sorte terrier efter Chelsea-spilleren Didier Drogba.

Dødstrusler mod BBC-top efter Top Gear-fyring

Han fortæller, at han blev kaldt ind på BBC-chef Danny Cohens kontor for at forklare valget af navn til hunden.

»Du kan ikke opkalde din sorte hund efter en sort fodboldspiller,« skulle Danny Cohen have sagt til Jeremy Clarkson, som er Chelsea-fan og svarede:

»Hvorfor ikke? Vil du hellere have, at jeg kalder den John Terier?«

Tv-stjernen er netop nu i gang med optagelser til sit nye show med Richard Hammond og James May i Barbados og Marokko. I interviewet med The Times, som netop foregår i Barbados, siger om sit turbulente forhold til eks-chefen Danny Cohen:

»Danny og jeg var, og jeg formoder, vil for evigt være, meget langt fra hinanden [...] Normalt ville man kunne finde en form for fælles fodslag med nogen, men jeg tror, at Danny og jeg sandsynligvis kun ville kunne komme ud af det med hinanden, hvis vi aldrig nogensinde skulle tænke på hinanden igen.«

Følg
Jyllands-Posten