JP Viborg Briefing 07/06/22
Overskud i frit fald
Godmorgen
I dette nyhedsbrev: Hvor ofte bruger vi i grunden tid på at glæde os over de demokratiske rettigheder, vi har i Danmark. Ikke så ofte måske? Alligevel har mange af os sandsynligvis skænket fundamentet under vores velfærdssamfund en kærlig tanke i søndags. En dag der ovenikøbet kolliderede med både Pinse og Fars Dag. Selv er jeg en af dem, der stort set hvert år har svært ved at huske, hvorfor Pinse er en helligdag. Heldigvis kan Google på ganske kort tid give svaret: Pinsen er den højtid, hvor kristne mindes, at Helligånden kom til Jesu disciple, og gjorde dem i stand til at forstå og tale alle sprog.
Nåh ja - det var sådan, det var........Godt vi har Grundloven og far - måske lidt nemmere at forholde sig til for det store flertal.
Velkommen tilbage i hvert fald. På JP Viborgs redaktion har vi nydt en forlænget weekend, og her kommer en lille buket af vores vigtigste artikler.
Hele herligheden er på 737 ord, som helst ikke skulle tage dig meget mere end cirka fire minutter at læse.
God fornøjelse.
Dagens udvalgte: ERIK arkitekters overskud falder voldsomt
Efter direktørskifte. Overskuddet er faldet fra 11,6 millioner kroner før skat i 2020 til knap 3,6 millioner kroner før skat i 2021.
Sådan ser det ud hos en af landets største arkitektbureauer - ERIK arkitekter - hvor ledelsen beskriver, at resultatet ikke er tilfredsstillende, »da det ikke afspejler virksomhedens ellers positive udvikling,« som der står i det netop offentliggjorte regnskab.
»Det er mange bække små.«
Sådan lyder forklaringen fra direktør i ERIK arkitekter, Jesper Laursen, om det knap 70 procent store fald i regnskabets resultat.
Læs mere om forklaringen på resultatet her.
Kort overblik: Skals/Ulbjerg til kamp for folkeskolen, millionforbrug skal undersøges, pendler savner flere muligheder.
-
Samtlige borgergrupper i den nordligste del af kommunen kalder borgerne til kamp for folkeskolen. Mødet finder sted i dag tirsdag 7/6 i Skals Idrætscenter.
-
Brugen af vikarer på social- og sundhedsområdet skal nu undersøges nærmere i Viborg Kommune. Der sker, fordi der i 2021 blev brugt 19,4 mio. kr. på timelønnede vikarer og 2,7 mio. kr. på vikarbureauer.
-
Torsdag 9/6 inviterer Vejdirektoratet til møde om den kommende motorvej. Karsten David pendler hver dag men undrer sig over, at en 2+1-løsning ikke er til debat.
Det skal du også vide: Powerkvinde giver sit firma æren for, at hun overlevede.
Kræftforløb. Når livet slår benene væk under en, kan man enten rejse sig op igen. Eller blive liggende. 59-årige Benita Mølgaard er typen, der rejser sig op.
Hun havde derfor længe ligget på lur efter en passende forretning, hun kunne investere i.
Da webshoppen art-de-vinci kom til salg, begyndte hendes hjerte øjeblikkeligt at banke hurtigere. Mavefornemmelsen var helt rigtig. Med en webshop, der solgte kunstnerartikler, kunne hun kombinere lidenskab og forretning. Så hun slog til.
Seks måneder senere fandt hun en knude i sit bryst.
Vi holder øje med: Viborgs virksomheder - vi har besøgt Viborg Tømrer, hvor tømrermesteren har et budskab: faget fortjener respekt.
Respekt. Selvom det er en del år siden, kan Torben Klavsen stadig huske fornemmelsen. Tre fra hans folkeskoleklasse på Møldrup Skole nær Viborg var ikke blevet erklæret egnet til gymnasiet.
En af dem var ham selv.
»Det var da et nederlag, og vi blev også udstillet lidt som nogle tabere, følte jeg. Jeg brød mig ærlig talt ikke ret meget om min klasselærer, og jeg kan huske, jeg tænkte: »Jeg skal sgu nok vise ham, at jeg kan komme fremad,« fortæller han.
Fik du læst? Hans opfindelse fjerner børns hæl-smerter.
»Det kan godt være, at det lyder simpelt, men der er tusindvis af arbejdstimer i at udvikle sålen. Jeg har interesseret mig for smerter i fødderne i over 20 år. Det er al den viden, og alle de tanker jeg har gjort mig gennem tiden, der har ført til lige præcis den her løsning.«
Sådan lyder det fra fysioterapeuten og manden bag Solemaids - Per Øllgaard.
Genlæs historien om en helt unik opfindelse her.
Du er velkommen til at kontakte redaktionen på jpviborg@jplokal.dk, hvis du har input til historier eller forslag til emner, vi skal have fokus på.
Hvis du har fået tilsendt dette nyhedsbrev af en bekendt og selv ønsker at oprette dig, kan du tilmelde dig her.