JP Vejle nyhedsbrev 120822
Godmorgen, Vejle!
Engang for mange år siden dækkede jeg et motionsløb i Skive, og jeg havde bestemt mig for, at jeg ville lave en historie med den løber, som kom sidst over målstregen.
Det blev en lang arbejdsdag, men endelig kom han - luntende og storsmilende - og da han passerede målstregen, udbrød han: »De fede må svede.«
Så var den overskrift hjemme, men i de kommende dage bliver det ikke nødvendigt at træne for at svede - vejrudsigten lover op mod 30 grader - og det passer sådan en som mig glimrende.
Træning uden at bevæge sig ..., der må være noget potentiale i det, og måske har klimaforandringerne allerede opdaget det.
Til gengæld har klimaet efter sigende ikke noget at gøre med lukningen af crossfit-centret Arca i Vejle - det er nok nærmere coronas ”fortjeneste” - men indtil årsskiftet køres centret videre af frivillige kræfter.
Der bliver dog næppe tid til træning i de kommende dage - for det første skal solen nydes, og derudover venter der flere fine, kulturelle tilbud i weekendens Vejle.
God fornøjelse med ugens sidste nyhedsbrev, god weekend, og pas godt på hinanden i varmen.
Crossfit-kæde er færdig i Vejle: Frivillige driver indtil videre centret videre
Hvis du er til crossfit, er mulighederne blevet færre i Vejle.
Arca-kæden har nemlig lukket sit center i byen, men der er dog muligheder for at træne videre frem til nytår, hvor Arcas lejekontrakt udløber.
Men hvorfor lukker Arca pludselig i Vejle?
Overtog lejemålet for et år siden: Nu ender restaurantåbning i en retssag
Hvis man skal beskrive Sohaeb El Sadek med ét ord, så må det blive tålmodig.
For et år siden overtog han lokalet på Torvegade med henblik på at åbne en restaurant, og siden har han renoveret og indrettet, men der har endnu ikke været en eneste kunde.
Årsagen er en klage fra ejendommens øvrige lejere, så der skal arbejdes gevaldigt med det gode naboskab, hvis det ender med en åbning alligevel, hvilket »der ikke skulle være noget i vejen for,« siger restaurantejeren.
Vejlensisk verdensmester: »Jeg tror, jeg sad derude uden at trække vejret i otte minutter«
Så fik Vejle da lige en verdensmester.
Nanna Skodborg Merrald var med på det danske dressurlandshold, som triumferede i Herning, og hun fortæller i denne historie lidt om den nervepirrende afslutning - og om hvad det betyder, at rækken er sølv- og bronzemedaljer nu er udvidet med en af fineste karat.
Tips til weekendens Vejle: Fodboldtur, livemusik, surdej og byens fineste arrangement
- Hvis du er til fodbold og VB, skal du møde op i dag klokken 16.49 på Vejle Banegård, for her tager VB-fans nemlig toget til Fredericia, hvor der er lokalbrag klokken 18.30.
- Når du ikke toget, kan du i stedet trække ned i Byparken - her optræder Benjamin Hav og L.O.C. til årets første udgave af Rock i Byparken.
- Lørdag klokken 10.00 er der åbningsreception hos Folmers Mikrobageri i Rådhuspassagen, og det er en vejlensisk surdejskonge, der står bag disken.
- Lørdag aften er der ikke kun livemusik i Byparken - det er der også hos hos Conrads, hvor de første strofer lyder klokken 21.00.
- Både lørdag og søndag afvikles et af de fineste arrangementer i byen - Stafet For Livet. Det hele begynder lørdag klokken 10.30, og et døgn senere er det overstået.
Har du ris, ros, tips eller idéer:
Du er meget velkommen til at kontakte os her, hvis du har ris, ros, meninger eller tips til historier. Hvis du har fået tilsendt dette nyhedsbrev fra en anden, kan du selv tilmelde dig her.