JP Horsens Briefing 03/01 -2022
Lisbeth Kirkegaard slår til, når hun ser en forretningsidé - nu har hun fire gazeller | Horsens er blandt de kommuner, hvor flest siger nej til coronavaccinen | Flammen-direktør: Manglende ledelse kan være katastrofal
Godmorgen - og rigtig godt nytår.
I dette nyhedsbrev: Lisbeth Kirkegaard kom egentlig fra en helt anden branche, men nu har hun taget rengøringsbranchen med storm og får fortsat nye idéer til at udvikle forretningen. Samtidig er Horsens blandt de kommuner i Danmark, hvor flest takker nej til at få coronavaccinen, og en af dem er Olav Gullaksen. Og så fortæller Piet Klein, der er adm. direktør i Restaurant Flammen, om nogle af sine vigtigste erfaringer som leder.
Dagens nyhedsbrev er på 426 ord - ca. 2 minutters læsning
Dagens udvalgte: Lisbeth Kirkegaard slår til, når hun ser en forretningsidé. Nu har hun 60 ansatte og fire gazeller
Lisbeth Kirkegaard var allerede en entreprenant skikkelse, længe før hun startede sin nuværende virksomhed.
I 2007 solgte hun sine fire ejendomsmæglerforretninger, og derudover havde hun også flere udlejningsejendomme, og det var på mange måder dem, der hjalp hende imod det markante brancheskifte hun tog, da hun startede Horsens Rengøring.
I dag har hun omkring 60 ansatte, og virksomheden har udviklet sig med så hastige skridt, at den har fået en af dagbladet Børsens eftertragtede gazeller fire år i træk.
»Jeg har aldrig bare villet lave en virksomhed som alle andre, og det har aldrig været meningen, at det skulle være noget stort,« siger hun.
»Vi er vokset hurtigere, end vi har kunnet følge med til,« siger Lisbeth Kirkegaard, som har tænkt sig, at 2022 skal handle mere om at få virksomheden serviceret end at få nye kunder i butikken.
Kort overblik: Kulturtoppen udpeger events, over 2.000 anmeldelser af rotter, coronaudbrud rammer HH Elite
-
Hvad skal du opleve i Horsens i 2022? Her er de 5 events, kulturtoppen selv glæder sig mest til.
-
Få overblikket: Der er blevet anmeldt over 2.000 rotter i år - se her, om de er fundet på din gade.
-
Transferstatus i AC Horsens: Tre spillere er på vej ud, men truppen skal fastholdes.
-
Coronasmitte i HH Elite udsætter turneringsgenstarten: »I al sin enkelthed er vi ramt«
Det skal du også vide: Horsens er blandt de kommuner i Jylland, hvor flest siger nej tak til coronavaccinen. Olav Gullaksen er en af dem
Han er ikke mod vacciner, og vil meget nødigt omtales som vaccineskeptiker eller anti-vaxxer.
»Jeg har glædeligt taget imod de ældre og traditionelle vacciner helt uden at blinke, men med coronavaccinen er det noget andet,« forklarer 55-årige Olav Gullaksen.
Horsens Kommune er efter Tønder Kommune og Aabenraa Kommune den kommune i Jylland, hvor der bor færrest færdigvaccinerede.
Knap 75,9 pct. af kommunens befolkning er pr. dags dato færdigvaccinerede.
Olav Gullaksen er en af de horsensianerne, der har valgt ikke at tage imod de danske sundhedsmyndigheders tilbud om tre stik med vaccinerne fra Pfizer eller Moderna.
Fik du læst? Manglende ledelse kan være katastrofal, men Piet Klein har lært, at en god leder altid skal ansætte folk, der er dygtigere end lederen selv
Piet Klein har flere gange sagt et job op, selvom han ikke havde et nyt på hånden. Den tilgang blev for nervepirrende for familien, men for hvert jobskifte, har han lært noget nyt om ledelse.
»En tidligere chef sagde engang til mig, at god ledelse var at have de samtaler, man normalt ellers ikke ville have. Verden er i konstant forandring, og man bliver aldrig færdig med at blive en god leder,« forklarer Piet Klein, der selv bor i Horsens.
I dag er han adm. direktør for den familieejede restaurantkæde Restaurant Flammen, som han drømmer om at ekspandere kraftigt i de kommende år.
I et interview med JP Horsens fortæller han om nogle af sine modigste beslutninger, største nederlag og vigtigste erfaringer med ledelse, som bl.a. har lært ham, hvor »vigtigt lige netop ledelse er, og at manglen på samme kan være katastrofal.«
Hvis du har fået tilsendt dette nyhedsbrev, kan du selv tilmelde dig her.