Debat: Flere gode leveår fra vugge til grav

Kæreste lille du, der lige om lidt bliver født på 5. etage på Regionshospitalet i Viborg.

Der har måske ikke været så mange sygeplejersker og jordmødre tilknyttet afdelingen i tidsrummet, hvor dine forældre så dig komme til verden, som man kunne ønske sig.

Det er heller ikke sikkert, at der er plads til dig på patienthotellet, hvis du allerede har en søster eller bror. Heller ikke selvom du kom til verden under svære omstændigheder.

Det lyder jo som en uheldig situation, men det er virkeligheden – og det slutter ikke her.

Du skal starte i dagpleje eller vuggestue og sidenhen børnehave. Her er det garanteret med L92, at der er minimumsnormeringer, så der er nok pædagoger omkring dig og dine venner, når I lærer de grundlæggende og helt afgørende ting for jeres fremtidige liv.

Nogen ønsker at rulle den lov tilbage, og det er slemt nok, men det værste er jo, at der måske allerede nu ikke er mennesker nok, som ønsker at være din pædagog, når kommunen søger efter dem, for selv med minimumsnormeringer kan det være svært at løbe hurtigt nok.

Det bliver ikke bedre, når du starter i skole, for også her er der mangel på pædagogisk personale i fremtiden.

Du kan endvidere glæde dig over, at du hurtigt skal skubbes igennem din ungdomsuddannelse. Sidenhen skal du ikke fjumre for meget, før du på mest effektiv vis skal gennem din erhvervsrettede uddannelse, så du kan komme ud og blive en god skatteborger.

Og selvom du selvsagt har travlt, skal du helst ikke ønske dig for meget hjælp undervejs. For skulle du få brug for hjælp til angst eller lignende, må du vente i månedsvis.

Når du engang er kommet gennem uddannelsesræset og er blevet plantet solidt i hamsterhjulet - måske har du også reproduceret dig, godt arbejde! - så kan du se frem til en ældrepleje, der også mangler mennesker til at hjælpe dig med alt fra dine sokker til et bad, og de få varme hænder der er, har helt sikkert ikke tid i deres arbejdsplan til at drikke en kop kaffe med dig.

Børn og børnebørn har heller ikke tid til at hjælpe eller besøge dig, for de har travlt med samme løb mod afgrunden, som du har set accelerere gennem din levetid.

Virkeligheden kalder, og vi har behov for at se på, hvad der er vigtigst i vores offentlige sektor og i vores samfund.

Vi har brug for, at der gøres plads til flere gode år for alle mennesker - både dem, der har et behov i form af hjælp, pleje og behandling, men også for vores børn, der har brug for at blomstre og udvikle sig.

Vi har brug for varme hænder, men vi har også brug for, at familier i dag kan få lidt mere luft og finde de rette balancer i hverdagen hver især.

Erhvervsuddannelserne er stadig ikke ligeså attraktive som de akademiske, og vores unge mennesker lærer stadig, at der er ’dem, som vælger det ene’ og ’dem, som vælger det andet’. At der er forskel på folk afhængigt af deres arbejde.

Der er brug for at stå sammen frem for at splitte. For at respektere ’de andres’ valg ligeså meget som vore egne.

Der er behov for store reformer, og det kræver, at vi har mod til at bygge bro mellem politik og virkelighed.

Jeg tror ikke, at det gøres ved, at politikere smider om sig med smarte one-liners om uddannelsesvalg, men jeg tror, at det kan gøres ved, at vi søger viden direkte fra sosu-assistenten, bliver klogere på behovet i ældreplejen, får set på tjenestemandsreformen, sætter skolerne fri og forsøger at skabe plads til et mere fleksibelt arbejdsliv, hvor der også er plads til familieliv.

Det skal være slut med hastelovgivning og symbolpolitik, for det er tid til en ny start og investering i det, der binder os sammen, så alle kan leve flere gode år – også det barn der kommer til verden i morgen.