Debat: Motorvej vil give vækst og udvikling. Men er det nu sandt?
Viborg klarer sig allerede fint i konkurrencen.
- Bliv opdateret på Viborg – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret
JP Viborg har spurgt de lokale folketingskandidater om deres holdning til Hærvejsmotorvejen.
Tilhængerne hævder, at det er en kendsgerning, at en motorvej vil give vækst og udvikling. »Se bare til Silkeborg,« siger de.
Men er det nu sandt?
Hvis de nu var gået seriøst til værks og havde undersøgt befolkningstilvæksten over de seneste 10 år i danske byer med mere end 20.000 indbyggere, ville de have set følgende:
Silkeborg ligger på en flot 2. plads med en en tilvækst på 16,2 pct., mens Viborg ligger på en 8. plads med 9,6 pct.
Men Viborg har ifølge Danmarks Statistik en større tilvækst end mange motorvejsbyer som for eksempel Nørresundby, Holbæk, Roskilde, Køge, Herning, Ringsted, Slagelse, Kolding, Holstebro, Hjørring, Randers og Esbjerg.
Så tillykke Viborg - du klarer dig fint i konkurrencen.
Den store vækstrate i Silkeborg skyldes ikke motorvejen. Den skyldes, at gode forbindelser giver bedre muligheder for at pendle mellem Silkeborg og Aarhus.
Så kære politikere: hvis I vil gøre noget godt for Viborg, så sørg for at tog- og vejforbindelserne til Aarhus bliver bedre.
Drop motorvejen. Den giver ikke vækst, den giver kun øget klimabelastning, ødelægger store naturværdier og giver os alle sammen større transportudgifter.
Og vil I gøre noget rigtig godt for Viborg, erhvervslivet, nuværende og kommende borgere, så udbyg Rute 13 til en 2+1 trafikvej.
Det kan gøres hurtigere, det er effektivt, og det er billigere.
- Bliv opdateret på Viborg – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret