Nu er den solgt: Det skal der ske med populær Aldi
Aldi har nu indgået en aftale om salg af 16 butikker rundt omkring i landet til enten Salling Group, Lidl eller Coop. Aldi på Vestervangsvej i Viborg er en del af handlen.
- Bliv opdateret på Viborg – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret
Det kom bag på de fleste, da det i december kom frem, at discount-kæden Aldi ville trække sig ud af Danmark, og at 114 af kædens 188 butikker ville blive overtaget af Rema 1000 - heriblandt butikken på Koldingvej.
Samtidig blev det dog også meldt ud, at kæden fortsat ville forsøge at sælge flere af butikkerne til andre supermarkeds-koncerner.
Landet over har borgere derfor kunne spekulere over, hvad der ville ske med deres lokale Aldi.
Nu kan den spekulation dog ophøre, da Aldi netop har meldt ud, at de har solgt 16 butikker på tværs af landet til Salling Group, Lidl og Coop.
Med den nye aftale, står det dermed også klart, hvad der skal ske med Aldi på Vestervangsvej i hjertet af Viborg. Den er nemlig blevet opkøbt af Salling Group, der står bag supermarkedskæderne Bilka, Føtex, Netto og den nye discount-kæde Basalt.
Man ved dog allerede nu, at Aldi på Vestervangsvej - på lige fod med de andre Aldi’er som Salling Group har overtaget - bliver omdannet til en Netto-butik. Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
»De nye butikker og projekter passer godt ind i Nettos eksisterende butiksnet, som dermed når op på 549 butikker i alt. Aftalen betyder blandt andet, at vi skal bruge flere nye kolleger, og her er det naturligt, at vi taler med de nu tidligere Aldi-medarbejdere for at se, om der er et match,« siger direktør i Netto, Braw Bakir.
Salling Group skriver, at butikkerne bliver en del af Netto 3.0, der er discount-kædens nyeste butikskoncept.
Der findes allerede tre Netto-butikker i Viborg, som ligger på henholdsvis Vesterbrogade, Randersvej og Katrinevænget. Sidstnævnte ligger kun 1,6 kilometer fra den kommende Netto på Vestervangsvej.
Ligesom Aldis handel med Rema 1000, er Salling Groups opkøb også betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.
- Bliv opdateret på Viborg – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret