Mathias fra Møldrup blev danmarksmester som klejnsmed
Mathias Rosendahl Jørgensen fra Møldrup har vundet DM i Skills 2023 for klejnsmede.
- Bliv opdateret på Viborg – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret
Der var fuld damp på kedlerne under weekendens DM i Skills i Fredericia.
Efter tre intense konkurrencedage kulminerede dette års DM i Skills lørdag med kåringen af danmarksmestrene på 45 erhvervsuddannelser.
Her kunne Mathias Rosendahl Jørgensen lade sig hylde som Danmarks bedste klejnsmed. Han er i lære hos TA Staal og går på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG). Den lokale Møldrup-dreng fik lørdag overrakt beviset og medaljen, da han blev klappet på scenen af en fyldt messehal.
»Det er megafedt at have vundet DM i Skills. Det er overvældende og helt ubeskriveligt,« lød det fra en glad Mathias Rosendahl Jørgensen.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye overrakte trofæer og uddelte håndtryk til vinderne. Han benyttede også muligheden for at takke alle deltagerne for deres indsats.
»Der er ingen genveje til praktisk viden. Man må øve sig, øve sig og øve sig. Det er værdien af jeres uddannelser. Når I er med her ved DM i Skills, er I med til at vise tusindvis af unge, at der findes andre veje end den boglige vej frem i tilværelsen…Vi politikere har travlt med den grønne omstilling. Men det er jo bare snak, hvis vi ikke har nok mennesker til at sikre, at det sker i den virkelige verden. Udover I er dygtige til jeres fag, er I også i den grad en del af løsningen og fremtiden,« lød det fra Mattias Tesfaye.
- Bliv opdateret på Viborg – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret