Efter fund af to dræbte børn: Kommunen har sat kriseberedskab ind
Søndag nedsatte Viborg Kommune et kriseberedskab for at tage sig af de berørte lærere og elever på de formodede dræbte børns folkeskoler.
- Kom i dybden med Viborg – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
Omkring kl. 14.30 søndag fandt en bekendt af familien tre afdøde på en adresse i Vejrumbro og slog alarm. Formodningen er, at en 49-årig mor slog sine to børn på 11 og 14 år ihjel og derefter begik selvmord.
Mandag aften vil politiet svare på spørgsmål fra borgere i byen. Det sker kl. 19.30 i forsamlingshuset i Vejrumbro, fortæller vicepolitiinspektør Christian Toftemark.
»Vi ved, at når noget så tragisk sker, giver det en masse frustrationer, spørgsmål, undren og rygter. Derfor har vi valgt at holde borgermøde i Vejrumbro«, siger han og uddyber:
»Vi kan ikke fjerne de følelser folk har. Men vi kan være med til at give en følelse af, at vi bakker op.«
Der vil være en sognepræst og en person fra Offerrådgivningen til stede ved mødet, der også bliver afholdt for at undgå rygtedannelse.
»I sidste uge efterlyste vi to piger. Nogen blander de to sager sammen og det rygte skal vi have manet i jorden. Vi kan selvfølgelig ikke svare på spørgsmål, der læner sig op af efterforskningen, men vi kan godt mane rygter i jorden,« siger Christian Toftemark.
Der er plads til cirka 125 mennesker i Vejrumbro Forsamlingshus. Mødet er forbeholdt borgerne og pressen er ikke inviteret, understreger vicepolitiinspektøren.
Kriseberedskab fra kommunen
Viborg Kommune har også sat et kriseberedskab i gang.
»Det er en enormt tragisk hændelse. Der er nogle lærere og elever på nogle skoler, som må formodes at være stærkt påvirket af det her. Derfor mødtes vi i aftes og planlagde, hvordan vi kunne hjælpe i sådan en situation,« fortæller kommunikationschef Rune Jungberg Pedersen.
Årgangene på de to skoler samles i dag, ligesom de berørte lærere blev inviteret tidligt fra morgenstunden mandag til at tale med professionelle psykologer.
»I første omgang er det for at få talt om, hvordan de tackler situationen sammen med klasserne. Forældrene bliver også opfordret til at tale med deres børn, og der kommer mere information ud til dem senere i dag,« siger han.
- Kom i dybden med Viborg – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.