Mand fra Viborg dømt for uagtsomt manddrab på syv personer: Nu skal han ni år i fængsel
- Kom i dybden med Viborg – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
En 38-årig mand fra Viborg er sammen med en 33-årig mand fra Juelsminde nær Vejle blevet dømt skyldig i uagtsomt manddrab og menneskesmugling ved en fransk domstol i Dunkerque.
Det skriver TV2 på baggrund af den franske avis La Voix Du Nord.
Mændene nægtede sig begge skyldige, men de blev udleveret fra Danmark til retsforfølgelse i Frankrig i henholdsvis september 2021 og februar 2022, så de har siddet varetægtsfængslet frem til domsafsigelsen fredag aften. De har begge iransk baggrund.
Mændene var sammen med to andre mænd involveret i en menneskesmugling, som endte fatalt, da en overfyldt fiskerbåd med 22 flygtninge kæntrede på vandet i Den Engelske Kanal mellem England og Frankrig. Syv personer druknede og blandt dem en familie på fem med små børn. Det skete den 27. oktober 2020.
Liget dukkede op i Norge
Ligene af fire af de fem i familien blev fundet kort efter, men den kun 15 måneder gamle dreng, Artin, blev først fundet måneder senere, da han i sin flyverdragt skyllede i land ved den norske kyst den 1. januar 2021.
Billeder af den døde dreng blev vist frem under fredagens retsmøde i Dunkerque, men ingen af de fire nu dømte, iranske mænd ville kommentere på det, skriver TV2, som har talt med den ene dansk-iraners forsvarsadvokat, Xavier Ferrand.
Xavier Ferrand fortæller desuden, at retten fandt det bevist, at det var manden fra Viborg, der havde stået for logistikken og for at rekruttere migranterne, der senere kom ombord på båden. Manden fra Juelsminde transporterede båden til Dunkerque med en bil på danske nummerplader.
De to blev blandt andet fældet af data fra deres mobiltelefoner, ligesom de er blevet udpeget af flere af de overlevende, der identificerede dem som menneskesmuglere, skriver TV2.
Det er uvist, om de har tænkt sig at anke afgørelsen.
De to andre dømte i sagen blev idømt henholdsvis to og syv års fængsel.
- Kom i dybden med Viborg – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.