Kommunen laver gratis byggetilladelser i Viborg
I en række midt- og vestjyske kommuner må borgere og virksomheder til lommerne, når de skal have en byggetilladelse. Men ikke i Viborg.
- Kom i dybden med Viborg – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
Når man skal bygge et nyt parcelhus, eller en virksomhed vil opføre eksempelvis en ny lagerhal, kan der være stor forskel i kommunerne på prisen for en byggetilladelse - og sagsbehandlingstiden.
Sagsbehandlingen af byggetilladelsen koster i Lemvig 730 kroner per time, mens det i Herning kun koster 368 kroner i timen. I Viborg, Ikast-Brande, Struer og Skive er det til gengæld ganske gratis. Det viser nye tal fra DI Byggeri.
»Det er et godt signal at sende til både familier og virksomheder, som gerne vil bygge og bo i vores del af landet, at her klarer vi papirarbejdet uden beregning. Det er en god måde at byde velkommen på eller imødekomme de virksomheder og familier, som bliver i kommunen og gerne vil bygge ud eller om,« fortæller formand for DI Byggeri Midt- og Vestjylland Bo Knudsen i en pressemeddelelse og tilføjer:
»Både Skive og Viborg har sammen med Holstebro nogle af de korteste ventetider på sagsbehandling af byggetilladelser. Så en høj timepris er ikke nødvendigvis det samme som en effektiv sagsbehandling.«
Behandler på under en måned
I Holstebro og Ringkøbing-Skjern ligger prisen på henholdsvis 674 og 578 kroner i timen.
»Når kommunerne sagsbehandler byggetilladelser, skal prisen afspejle kommunens udgifter. Kommunerne må altså ikke tjene penge på at udstede byggetilladelser, og dermed tror jeg, at nogle kommuner er ved at nå loftet for, hvor høj en timepris, de kan tillade sig at tage. Men igen er det afgørende, at ventetiden ikke er unødvendig lang,« forklarer Bo Knudsen.
Ventetiden på at få behandlet sin byggesag lå i Viborg på gennemsnitligt 28 dage i 2021. Det er en enkelt dag kortere end året før. Blandt nabokommunerne har kun Skive og Holstebro med henholdsvis 20 og 16 dage kortere sagsbehandlingstid.
- Kom i dybden med Viborg – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.