Rekordmange byer vil dyste efter to års corona-pause
Coronapandemien satte en stopper for Lokaldysten i Viborg Kommune, men nu er den tilbage.

- Kom i dybden med Viborg – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
Motionskonkurrencen Lokaldysten er tilbage i Viborg efter to års corona-pause.
Meget tyder på, at kombinationen af motion, samvær og fællesskab har været i savnet. I hvert fald deltager 18 byer i maj og juni, hvilket er det højeste antal deltagende byer siden konkurrencen fandt sted første gang i Viborg i 2013, fremgår det af en pressemedddelse fra Viborg Kommune.
»Det er fantastisk at opleve den store opbakning til Lokaldysten, som vi endelig kan gennemføre, som vi kender det. Det viser, at vi har fået skabt et godt og populært koncept, der også har fået opmærksomhed uden for kommunegrænsen,« siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Mads Panny i pressemeddelelsen.
I år deltager følgende byer: Karup-Kølvrå, Hvam, Knudby, Skals, Ravnstrup, Kjeldbjerg, Sparkær, Vejrumbro, Hammershøj, Rødkærsbro, Låstrup-Nr. Rind, Tapdrup, Løvel, Ørum, Mammen og Rødding. Det betyder, at konkurrencen afholdes 16 gange i løbet af maj og juni som optakt til Snapsting.
Bevæg dig længst og vind
Det viborgnesiske koncept går ud på, at man som deltager »samler kilometer« ved at gå, løbe eller cykle flest mulige omgange på ruterne i løbet af to timer.
Det kan derfor både være en fordel at være mange deltagere fra den enkelte by samt vælge en af de længere distancer. Der er desuden lagt op til, at man kan deltage uanset alder eller fysisk form.
Byernes samlede antal tilbagelagte kilometer sættes dog i forhold til antal indbyggere i byen. Samtidig halveres antallet af cyklede kilometer i optællingen for at undgå, at det dermed kan være en fordel at cykle.
Den by, der samlet har bevæget sig længst pr. indbygger, vinder. Landsbyerne skal have over 200 og under 3.000 indbyggere for at kunne deltage i konkurrencen, og Lokaldysten afvikles som et samarbejde mellem lokale foreninger og Viborg Kommune.
- Kom i dybden med Viborg – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.