Byrådet fortryder: Aflyser salg af elnettet
Viborg Kommune vil alligevel ikke sælge Energi Viborgs el-afdeling.
Ikke alligevel.
I over et år har Energi Viborgs el-afdeling været til salg, men det trækker kommunen nu i land.
Det blev onsdag besluttet på et byrådsmøde under et punkt bag lukkede døre. Mads Panny, socialdemokratisk byrådsmedlem, bekræfter beslutningen på sin Facebook-profil.
»I valgkampen har vi været rigtigt mange der har kæmpet en indædt kamp for at undgå privatiseringen. Tak til alle jer der har bakket op om kampagnen. Det er en kæmpe tilfredshed, at det nu er lykkedes at sikre elnettet bliver på lokale hænder og med demokratisk styring,« skriver han på Facebook.
Det er tidligere blevet vurderet, at det kunne sælges for over 200 mio. kr.
Ifølge Viborg Stifts Folkeblad skyldes udviklingen, at indtægterne ikke ville kunne bruges på investeringer grundet et statsligt anlægsloft.