Museum lukker for gæster pga. »overvældende« interesse
Dagen efter ferniseringen bliver der derfor tilbudt to ekstra omvisninger.
- Kom i dybden med Viborg – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
1. januar forlod Anne-Mette Villumsen sin stilling som leder af Skovgaard Museet, og hen over julen og i halvdelen af januar var museet lukket, ligesom de fleste andre kulturinstitutioner i Danmark.
Efter genåbningen i weekenden har museet ikke haft problemer med at tiltrække gæster, og hvad angår den nyeste udstilling, der åbner fredag, er interessen helt ekstraordinær. Museet har brugt nedlukningen på at forberede en ny særudstilling med landskabsmaleren Jesper Christiansen.
»Vi er glade for at kunne præsentere en så markant kunstner for det kulturhungrende publikum i Viborg. Det er en stor farverig og vidende personlighed som vi har haft fornøjelse af at arbejde sammen med de sidste par dage,« siger kommunikationschef ved Skovgaard Museet, Lars Hamann.
Interessen for den nye udstilling har været så stor, at man har været nødt til at lukke for flere tilmeldinger til ferniseringen fredag den 21. januar.
»Interessen for Jesper Christiansen, som er en af vores mest kendte nulevende landskabsmalere, har været overvældende. Desværre ærgrede mange sig over at de ikke nåede at se vinterens Marstrand-udstilling så måske de tænkte, at det samme ikke skulle ske igen,« siger Lars Hamann.
Derfor har Jesper Christiansen tilbudt at give to omvisninger lørdag d. 22. januar så – forhåbentlig – ingen går forgæves.
»Jeg håber, at så mange som muligt tager imod hans generøse tilbud om ekstra omvisninger,« siger Lars Hamann
Jesper Christiansen har malet maleriet »Op alle de ting (Martin A. Hansens cykeltur),« som normalt hænger i Landsretten i Viborg. Museet har dog fået lov til at låne værket til udstillingen.
- Kom i dybden med Viborg – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.