Viborg FF henter afsløser for sin topscorer

Viborg FF er nu klar med afløseren for Sebastian Grønning. Klubben har været på indkøb i Sverige.

Artiklens øverste billede
Træner Lars Friis kan glæde sig over, at man allerede har fundet Sebastian Grønnings afløser, efter topscoreren er blevet solgt til en sydkoreansk klub. Arkivfoto: Emil Gjerding Nielson

Viborg FF sagde for nylig farvel til topscorer Sebastian Grønning, der har skriftet den grønne Viborg-trøje ud med et udenlandseventyr i Sydkorea.

Nu er klubben klar med en afløser. På sin hjemmeside skriver klubben således, at den har hentet den svensk-senegalesiske angriber Marokhy Ndione hos svenske IF Elfsborg. Angriberen har skrevet kontrakt med VFF frem til sommeren 2025.

»Vi er meget glade for at kunne byde velkommen til Ndione. Han er en ung og spændende angriber, der har fået en del erfaring fra topfodbold i Sverige, og vi ser et stort potentiale, som vi selvfølgelig tror på, at vi kan forløse i vores miljø,« siger sportschef Jesper Fredberg til klubbens hjemmeside.

»Han er en stor og stærk boksangriber, der samtidig er bevægelig og dynamisk i sit spil, og vi mener, at han er den helt rette profil til vores spillestil. Vi får en angriber, der er sulten, og som allerede har vist, at han kan være med på et højt niveau, men som vi også tror på, at vi kan få til at blomstre endnu mere i den grønne trøje,« fortsætter han.

Den 22-årige angriber er født i Senegal, men har boet det meste af sit liv i Sverige, og har fået sin fodboldopdragelse hos IF Elfsborg, hvor han også fik sin seniordebut i 2019. På Elfsborgs førstehold er det blevet til i alt 63 optrædener og 12 scoringer. Ndione har desuden spillet en enkelt ungdomslandskamp for Sverige.

»Jeg er meget glad. Det er fantastisk at være her, og jeg er blevet taget rigtig godt imod, så jeg glæder mig til at komme i gang her. Jeg har hørt mange gode ting om klubben, og det føles som at blive en del af en familie, og jeg skal selvfølgelig bidrage med mine styrker her, så vi sammen kan udvikle os og opnå vores mål,« siger den 192 cm høje angriber til Viborg FF’s hjemmeside.

Marokhy Ndione overtager trøjenummer 9 i Viborg FF.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen