Viborg Kommune bryder med overlæg retningslinjerne: »Der er ikke andet at gøre. Alternativet er, at vi ikke kan tage os af de borgere, der har brug for hjælp«

Viborg Kommune forventer, at der kommer nye retningslinjer fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Lige nu må kommunen bryde reglerne for at passe borgerne i ældreplejen.

Artiklens øverste billede
Kommunaldirektør Lasse Jacobsen (til højre) fortæller, at Viborg Kommune må bryde retningslinjerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Foto: Collage

Hvis du vil vide mere om Viborg

Udbruddet med coronavarianten omikron er nu så udbredt i Viborg Kommune, at kommunen ikke længere kan holde sig indenfor Styrelsen for Patientsikkerheds retningslinjer.

Viborg Kommune ser sig nødsaget til at bryde reglerne.

Reglerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed siger nemlig, at både smittede med omikronvarianten, nære kontakter og nære kontakter til nære kontakter skal i isolation. Men da omikron allerede har spredt sig meget i kommunen, skaber de mange hjemsendte medarbejdere problemer i især ældreplejen.

»Vi er nødt til at bryde retningslinjerne. Vi opfordrer nærkontakter til nærkontakter om at møde ind på plejehjemmene, og så får de heldragt, mundbind eller visir på. Vi gør det, for ellers kan vi ikke opretholde den kritiske drift,« fortæller kommunaldirektør i Viborg Kommune Lasse Jacobsen.

Viborg Kommunes krisestab har holdt møde mandag middag og kan konstatere, at der løbende kommer nye bekræftede smittetilfælde med varianten omikron, som første gang blev opdaget i Sydafrika i november.

»Der er lige nu 92 bekræftede tilfælde af omikron,« oplyser Lasse Jacobsen.

Har undersøgt muligheder for vikardækning

Derfor har Viborg Kommune meddelt Styrelsen for Patientsikkerhed og Kommunernes Landsforening, at man bryder retningslinjerne.

»Det er en beslutning, vi tager. Der er ikke andet at gøre. Alternativet er, at vi ikke kan tage os af de borgere, der har brug for hjælp - og det gør vi,« slår kommunaldirektøren fast.

Han forsikrer, at det selvfølgelig er blevet undersøgt, om det er muligt at skaffe vikarer til at dække ind, inden Viborg Kommune beder nærkontakter til nærkontakter om at møde ind på job, men det er det ikke.

Borgmester Ulrik Wilbek (V) er enig i, at Viborg Kommune ikke kan gøre andet på nuværende tidspunkt.

»Jeg er enig i betragtningen. Ellers kan vi ikke levere de fornødne velfærdsydelser,« lyder det fra borgmester Ulrik Wilbek (V) i en sms.

Desuden forventer Lasse Jacobsen og resten af krisestaben i Viborg Kommune, at der snart kommer nye retningslinjer angående, hvem der skal sendes i isolation som nærkontakt.

Da deltavarianten første gang dukkede op i Danmark i 2020 blev smittede, nærkontakter og nærkontakter til nærkontakter sendt i isolation, men det blev ophævet, efterhånden som varianten bredte sig i samfundet.

Samme udvikling forventer Lasse Jacobsen vil ske med omikronvarianten.

Lige nu er det især indenfor ældreplejen, at Viborg Kommune mærker, at mange ansatte er sendt i isolation.

Hvis du vil vide mere om Viborg

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen