Sofus Berger vil bide sig fast på Viborg-holdet efter forlængelse

Torsdag har 18-årige Sofus Berger forlænget sin kontrakt med Viborg FF. Nu går han efter at blive fast mand, og når han er færdig på gymnasiet lover han, at han vil »give den fuld smadder«.

Artiklens øverste billede
Viborg FF mødte FC København i starten af oktober, hvor viborgenserne fik det ene point med hjem efter et FCK-selvmål langt inde i overtiden. Her ses Sofus Berger i duel med FCKs Rasmus Højlund under kampen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis du vil vide mere om Viborg

Man kan næsten høre det på 18-årige Sofus Bergers stemme i telefonen.

Han er glad.

Glad, fordi han torsdag har sat sin underskrift på en ny kontrakt med Viborg FF. Den klub, som han er vokset op i og har fået den første smag på livet som professionel fodboldspiller i.

»Jeg er utrolig glad for at være i klubben, og jeg trives utrolig godt her. Der er rigtig mange både trænere og spillere, som jeg har det godt med, og så har jeg en god hverdag herude,« siger Sofus Berger til JP Viborg.

Kontrakten løber frem til udgangen af 2024. Han har indtil videre spillet 53 kampe for Viborg FF, som han debuterede for som 16-årig. Viborg FF er på mange måder »hans klub«.

»Viborg er min klub, for jeg er fra byen, og jeg har taget turen hele vejen op gennem ungdomsholdene. Jeg føler, at selvom jeg har spillet en del kampe, så har jeg stadig meget at opnå i klubben. Jeg vil gerne være fast mand og blive endnu vigtigere for holdet, end jeg er i forvejen. Det kan den her aftale forhåbentlig være med til at hjælpe mig frem imod,« siger Sofus Berger.

Fuld smadder

Ved siden af fodbolden passer den 18-årige stadig sin skole. Han går i 3.g på Viborg Katedralskole og bliver student til sommer. Han fortæller, at Viborg FF hjælper ham med at få både skole og fodbold til at passe sammen, men fra næste sommer vil fokus udelukkende være på fodbold.

»Klubben er helt vild god til at hjælpe mig med at få tingene til at hænge sammen. Når jeg er færdig med skolen, skal den have fuld smadder og se, hvor langt jeg kan komme,« siger Sofus Berger.

Den unge midtbanespiller har indtil videre oplevet en del højdepunkter. At score sit første mål mod Vejle Boldklub. At være med i 3-3-kampen mod Silkeborg, hvor Viborg var bagud med tre mål. At sikre oprykning til superligaen.

»Så er der også FCK-kampen fra et par uger siden. Den udligning, vi lavede i overtiden, var en vild oplevelse, når det var foran så mange fans,« siger Sofus Berger, der i fremtiden drømmer om at komme til at spille i udlandet og på landsholdet.

Stort potentiale

Klubben er også glad for, at Sofus Berger fortsat skal spille i den grønne Viborg-trøje.

»Sofus har allerede bevist, at han kan være med i superligaen, og vi ser et rigtig stort potentiale i ham. Han er stadig ung, men har fået en del erfaring, og vi tror på, at vi han i de kommende år, når gymnasiet er gennemført, kan tage yderligere store skridt i sin udvikling,« siger sportschef Jesper Fredberg i en pressemeddelelse.

»Det glæder os altid lidt ekstra, når en rigtig Viborg-dreng når hele vejen til førsteholdet, og med Sofus har vi både en dygtig spiller, en vellidt personlighed og en rigtig stærk VFF-ambassadør, så vi ser meget frem til at fortsætte samarbejdet i de kommende år,« fortsætter sportschefen.

Hvis du vil vide mere om Viborg

Mere som dette

Mest læste

Del artiklen