Tre mænd varetægtsfængslet i sag om afpresning
De tre mænd mellem 23 og 25 år i en sag om afpresning på nettet er nu varetægtsfængslet frem til 15. oktober.
- Kom i dybden med Viborg – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
Tre mænd fra henholdsvis 1995, 1997 og 1998 er nu varetægtsfængslet, efter de torsdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Viborg. De er varetægtsfængslet indtil 15. oktober.
De er sigtet for i alt 14 forhold omkring afpresning og bedrageri på nettet, der skal have fundet sted siden oktober sidste år, lyder det fra anklagerfuldmægtig Katrine Melgaard efter grundlovsforhøret, der foregik bag lukkede døre.
»Det gjorde det af hensyn til politiets efterforskning, fordi der er tale om, at de 14 forhold er en del af et større sagskompleks, som politiet efterforsker og har gjort det i nogen tid,« siger hun.
Seksuelle ydelser
Tidligere på dagen sagde efterforskningsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi Henrik Andersen, at de tre mænd har udgivet sig for at være kvinder og tilbudt ofrene intime billeder eller seksuelle ydelser for penge.
Hvor mange ofre, der er tale om, vides ifølge Katrine Melgaard endnu ikke.
Hvorfor mener I, der er flere gerningsmænd på fri fod?
»Det mener vi heller ikke,« siger hun.
Så I forventer ikke flere anholdelser?
»Det ved jeg ikke,«, siger hun.
Hvorfor ved du ikke, om I forventer flere anholdelser, hvis I ikke mener, der er flere gerningsmænd på fri fod?
»Jeg ved ikke, om vi forventer flere anholdelser. Som sagt er det en større efterforskning, så omfanget har vi endnu ikke overblik over,« siger hun.