DBU og Viborg Kommune vil have flere piger på fodboldbanen

Torsdag underskrev DBU og Viborg Kommune to aftaler. De ene betyder, at kvindelandsholdet forsætter med at have hjemmebane i Viborg. Den anden skal være med til at give især pigefodbolden et løft.

Artiklens øverste billede
Aftalen mellem DBU og Viborg Kommune betyder også, at der skal spilles tre u-landskampe indenfor den nærmeste fremtid i Viborg. Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Også i fremtiden vil der blive spillet landsholdsfodbold på Viborg Stadion.

Viborg Kommune og DBU offentliggjorde således inden torsdagens landskamp i kvindefodbold mellem Danmark og Malta, at kvindelandsholdet fortsat vil have hjemmebane i Viborg.

Det skriver DBU i en pressemeddelelse.

Samtidig blev der også skrevet under på en aftale om, at Viborg Kommune, DBU og DBU Jylland har indgået en såkaldt velfærdsalliance, der skal sørge for, at flere piger snører støvlerne og begynder at spille fodbold.

Borgmester Ulrik Wilbek (V) håber, at kvindelandsholdet kan være med til at lokke flere piger ud på fodboldbanen.

»Vi er selvfølgelig super stolte over, at DBU har valgt at fastholde Viborg som hjemmebane for kvindelandsholdet. Når landsholdet rykker ind, betyder det liv og glade dage. Det er drama, rollemodeller og herlige oplevelser. Vi glæder os til fire år mere, hvor vi sammen med DBU og landsholdet kan udvikle selve kampoplevelsen på stadion og det at få flere piger til at dyrke fodbold,« siger Ulrik WIlbek i pressemeddelelsen.

Levende rollemodeller

Også Mads Panny (S), formand for kultur og fritidsudvalget, tror på, at kvindelandsholdet kan være en god katalysator for pigefodbolden i kommunen.

»Med aftalen om kvindelandsholdet dækker vi eliten og giver vores borgere store oplevelser. Med indgåelse af Velfærdsalliancen dækker vi samtidig breddeidrætten og sikrer, at indsatsen for at udvikle pigefodbolden i Viborg Kommune styrkes. Som den eneste af de 34 kommuner, der indgår velfærdsalliancer, kan vi endda bruge kvindelandsholdets spillere som levende rollemodeller, når de er ”hjemme” i Viborg,« siger Mads Panny i pressemeddelelsen.

Ud over et øget fokus på pigefodbolden kommer der også til at blive lavet en række nye sundhedsindsatser som ”Motionsfodbold for mænd”, ”Gå-fodbold for alle” og ”Fodbold for hjertet”. Samtidig skal der også kigges nærmere på de lokale fodboldklubbers behov i forhold til frivillige, medlemmer og organisering.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen