Trods milliondyr renovering: Vejlensisk boligområde lander på omstridt liste
Et stort alment boligbyggeri i Vejle er landet på Indenrigs- og Boligministeriets liste over forebyggelsesområder.
- Kom i dybden med Vejle – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
Løget By har allerede fået det. Det samme har Finlandsparken og Vestbyen, og nu får endnu et vejlensisk boligområde det lidet flatterende prædikat ”forebyggelsesområde”:
Møllevangen på Søndermarken.
Det fremgår af den opdaterede liste over forebyggelsesområder, udsatte boligområder og parallelsamfund, som Indenrigs- og Boligministeriet netop har offentliggjort.
I alt 67 almene boligområder lever i år op til kriterierne for at blive et forebyggelsesområde, og Møllevangen er et af 12 nye navne på listen.
Ministeriet måler de almene boligområder på antallet af beboere, der er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande, deres tilknytning til arbejdsmarkedet, uddannelsesniveau, indkomst og straffeattester.
En række kriterier skal være opfyldt for at blive et forebyggelsesområde, og Møllevangen bevæger sig lige akkurat over grænsen på flere parametre.
Den 1. januar boede der således 1.240 beboere i boligområdet, hvoraf 32,5 pct. var indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande. 60,3 pct. af beboerne havde kun en grundskole-uddannelse - et mulehår over grænsen på 60 pct. - og 31,2 pct. var udenfor arbejdsmarkedet i 2020-2021.
Her er grænsen 30 pct.
Boligområdet klarer sig til gengæld bedre end både Finlandsparken, Løget By og Vestbyen på det sidste parameter: Indkomst. For den gennemsnitlige indkomst blandt 15 til 64-årige lå i 2021 på 70 pct. af den gennemsnitlige indkomst for samme aldersgruppe i regionen.
Til sammenligning var Finlandsparken nede på 63,7 pct.
Betegnelsen forebyggelsesområde er forholdsvis ny, og områderne blev første gang blev udpeget i 2021. Når et boligområde bliver en del af listen, betyder det, at der fremover skal stilles øgede krav til fremtidige lejere.
Møllevangen slipper med andre ord ikke med den seneste fornyelse af bygningerne, som løb op i over 600 mio. kr. Nu er det en bunden opgave også at forny beboersammensætningen.
Skriv til os!
JP Vejle er et uafhængigt, digitalt medie, som går tæt på de mest relevante dagsordener, mennesker og samtaler i Vejle – hver dag.
Har du også en historie, du mener fortjener opmærksomhed?
Send os et tip – så kigger vi på sagen.