Kolonister frygter for fremtiden: »Vi er nødt til at gøre noget, så vi kommer fra det her med skindet på næsen«
Vejle Kommune har ændret strategi overfor kolonihaverne i engene, og det bekymrer beboerne i Borchsminde.
- Kom i dybden med Vejle – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
»Det skal vi forsøge at få ændret på.«
Talsmanden for kolonihaven Borchsminde i engene, Allan Pedersen (SF), er klar i mælet ovenpå den nyhed, som kolonihaven i denne uge blev præsenteret for.
For efter i en årrække at have tage tilløb til at lave lokalplaner for alle byens kolonihaver, har Vejle Kommune nu ændret strategi midt i slutspurten. I stedet for at lave 16 lokalplaner, som det oprindeligt var planlagt, vil man nu kun lave 10 - og det indebærer, at haverne i engene skal passe ind i den samme plan.
Det er potentielt dårligt nyt for Borchsminde, hvor haverne er noget større end gennemsnittet. Den største er eksempelvis hele 1.362 kvadratmeter.
»Vi er bekymrede for at blive skåret over én kam,« siger Allan Pedersen og fortsætter:
»Det er til stor irritation og giver jo noget uro herude.«
Bag lokalplan-arbejdet ligger et politisk ønske om at rette op på de kolonihaveområder, hvor der i dag bliver bygget havehuse i helt op til parcelhus-størrelse. I foråret vedtog teknisk udvalg således en række principper, der bl.a. dikterer, at huse på grunde over 300 kvadratmeter ikke må være mere end 50 kvadratmeter store.
I bund og grund hilser vi det jo velkommen, at der bliver trukket en streg i sandet, men vi kan ikke læne os tilbage og lade tingene ske.
Hvis det ender med at blive gennemført i en lokalplan, vil det betyde, at nogle af beboerne i Borchsminde og andre af byens kolonihaver skal rykke deres huse ned.
Beboerne i Borchsminde håber derfor, at de kan få Vejle Kommune til at ændre principperne, inden de første udkast til lokalplaner lander i januar.
»Vores haver er jo lidt større, så vi vil gerne have, at reglerne for bebyggelse kan gå efter en procentsats i stedet,« siger Allan Pedersen.
Alternative løsninger i spil
Allan Pedersen afviser dog heller ikke, at kolonisterne kan blive nødt til at kigge på alternative løsninger.
»Vi skal have undersøgt nogle små tekniske finurligheder. F.eks. om vi kan splitte grundene op, så de bliver 2 x 400 i stedet for 800, men med samme ejer. Det har vi set andre steder, hvor de havde to haver ved siden af hinanden, så de kunne have 60 kvadratmeter hus.«
Kan du forstå, hvis nogle vil tænke, at det er lidt snyd?
»Det ved jeg ikke. Du ser jo også tit, at når der bliver udstykket noget, så lægger man 1,5 hektar i byzone og det sidste udenfor i stedet for at lave én stor matrikel med 2 hektar. Så de praktiserer det jo selv.«
Men det her lokalplanarbejde har jo stået på i nogle år efterhånden. Vil det ikke være at gå lidt imod det overordnede formål med det?
»Nej, det vil jeg ikke sige. I bund og grund hilser vi det jo velkommen, at der bliver trukket en streg i sandet, men vi kan ikke læne os tilbage og lade tingene ske. Det dur jo ikke. Vi er nødt til at gøre noget, så vi kommer fra det her med skindet på næsen.«
- Kom i dybden med Vejle – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.