Flytteplaner for omstridt asylcenter i fare: Beboernes nye hjem mangler afgørende godkendelse
Det nye botilbud, der skal tage imod beboerne fra Sandvad senest den 30. oktober, må maksimalt huse syv mennesker og er derfor ikke stort nok til opgaven.
- Kom i dybden med Vejle – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
Glæden var stor i Sandvad, da Udlændingestyrelsen tidligere denne uge meldte ud, at den havde fundet en afløser til Specialcenter Sandvad, og at beboerne derfor ville begynde at flytte ud den 1. september.
»Det er jo den meddelelse, vi har ventet på i snart et år,« udtalte landsbyens beboerformand Kirsten Paugan til JP Vejle.
Nu er flytteplanerne imidlertid i fare: For botilbuddet i Vrå, der har vundet udbuddet om at huse op til 20 afviste asylansøgere tre år frem, har kun tilladelse til at have syv mennesker boende på adressen.
Ifølge mediet ligger adressen, der er udvalgt til opgaven, i landzone, og det vil derfor kræve en kommunal godkendelse at udvide tilladelsen og gøre plads til flere beboere. Det skal med andre ord behandles politisk, om man vil have beboerne fra Sandvad indlogeret i Vrå.
Et faktum, som Udlændingestyrelsen ikke har fået at vide i forbindelse med udbuddet.
I et skriftligt svar til DR skriver styrelsen, at man først onsdag er blevet gjort opmærksom på det og vil rette henvendelse til botilbuddet »med henblik på at undersøge betydningen af oplysningerne nærmere«.
Som JP Vejle tidligere har beskrevet, har beboerne under deres ophold i Sandvad skabt stor utryghed i lokalsamfundet. Særligt efter det kom frem, at der blandt beboerne kan være mennesker med psykiatriske diagnoser og behandlingsdomme i bagagen.
- Kom i dybden med Vejle – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.