Her er planerne for usolgte Superliga-øl
Læs med her, hvis du godt kunne tænke dig at få fingrene i de overskydende stadion-drikkevarer.
- Kom i dybden med Vejle – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
Hvad gør man, når man har øl til overs?
En mulighed er at sælge ud af dem, og det er netop, hvad man har besluttet at gøre med overskudsøl efter sæsonafslutningen i Superligaen.
Royal Unibrew, der er sponsor for Vejle Boldklub, har nemlig indgået et samarbejde med madspils-virksomheden Too Good To Go, som samarbejder med restauranter og supermarkeder. Det skriver To Good To Go i en pressemeddelelse.
De overskydende drikkevarer kan købes til en tredjedel af prisen via Too Good To Go-appen, hvor formålet er at undgå madspil.
Producenten forsikrer, at der ikke er noget i vejen med produkterne, og at der er tre til seks måneder til udløbsdatoen. Udover øl er der også tale om sodavand samt andre drikkevarer med alkoholprocenter.
»Samarbejdet med Too Good To Go og fanklubberne er en oplagt mulighed for os til at komme af med de her specifikke datovarer samtidig med, at vi kan give lidt tilbage til vores loyale ambassadører. Denne stærke lokale forankring stikker dybt i vores virksomhedskultur, ligesom viljen til at optimere vores virksomheds ressourceforbrug,« udtaler Direktør for Royal Unibrew Danmark, Kasper Ryttersgaard Jacobsen i pressemeddelelsen.
Drikkevarerne kan afhentes ved Vejle Stadion den 28. maj, hvor lokale fanklub-repræsentanter vil stå klar til at udlevere varerne.
Samme koncept finder man også ved Sydbank Park, Odense Stadion, Næstved Stadion og Sundby Idrætspark.
- Kom i dybden med Vejle – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.