Madanmeldelse af Il Teatro: Er dette Vejles svar på en turistfælde?

Forretterne var bestemt fine, og det var opmærksomheden fra personalet op Il Teatro også - i perioder - til gengæld kneb det med alt muligt andet, og så blev det en lang aften i en fordanskning af Italien.

Artiklens øverste billede
Det begyndte så fint med velsmagende lufttørret italiensk bresaola, serveret med parmesanost, balsamico glace, grøn pesto olie og en salat med agurk og tomat. Foto: Morten Hohn
Hvis du vil vide mere om Vejle

Morten Hohn er en af JP Vejles to faste madanmeldere med rødder i byen. Vi fandt Mortens erfarne smagsløg, da vi i begyndelsen af året søgte efter velskrivende madelskere blandt jer læsere. Vi modtog rigtig mange ansøgninger og endte med Morten Hohn og medanmelder Hanne Gasbjerg Hjulmand, som med jævne mellemrum byder ind med deres kulinariske erfaringer og guider jer gennem Vejles mange smagsoplevelser.

God fornøjelse, Flemming Linnebjerg, lokalredaktør, JP Vejle.


Ristorante Il Teatro pryder sig med at være Vejles ældste italienske spisested og med et autentisk italiensk køkken. Når man tænker på teatergenrens oprindelse, så kunne placeringen overfor Vejle Musikteater ikke være mere velvalgt.

Den vestlige verdens teater stammer fra oldtidens Grækenland, hvor teatret opførte tragedier på deres kæmpe amfiscener. Efterfølgende tog romerne teatret til sig, men ændrede fokus fra tragedien til underholdning i form af komedie.

Det er tydeligt, at vi kommer lige efter rush hour. Da jeg bestilte bord, et par dage i forvejen, var første ledige tidspunkt kl. 19.30. Det er samme tidspunkt, som musikteatrets forestilling begynder.

Restauranten bærer præg af et personale, der har travlt med at få ryddet bordene efter aftenens første hold gæster. Ejeren, som tager imod os, da vi træder ind, er nødsaget til at kalde ud i rummet tre gange, før en tjener henter menukort til os. Det hele virker både kaotisk og på samme tid også som et glimt af rigtig italiensk virvar.

Mens vi sidder med menukortet, konstaterer min medspiser, at der på bordet bag mig står en kurv fra køkkenets opvaskemaskine fyldt med beskidte glas. Der bliver den desværre stående en rum tid, inden nogen tager sig af den.

En hyggelig atmosfære, men kedeligt menukort

Lokalet er hyggeligt, men det røde gulvtæppe er meget markant for lokalet, og er enten et udtryk for mod eller dårlig smag. På den ene væg finder man et stort vægmaleri med et kabaretmotiv, hvilket passer til stedet og dets placering.

Restauranten er først på aftenen fyldt af stemmer fra både gæster og personale, mens ejerfamiliens accent ind imellem giver krydderi til hele den italienske stemning. Der er samlet set en charmerende og hyggelig atmosfære.

Vi sidder heldigvis i den »rigtige« side af restauranten. Ved bordet, tættest på baren, sidder et ældre ægtepar, som jeg kaster et par medfølende blikke på. Il Teatro har nemlig også takeaway, som hentes i baren. Der er derfor en konstant strøm af mennesker, som lidt hvileløst danser rundt i området omkring baren. Om det kan gøres anderledes, skal jeg dog ikke vurdere.

Menukortet hos Il Teatro er æstetisk ganske flot at se på, men menuen står i skærende kontrast til den kunstneriske indretning. Det er efter min mening et ganske kedeligt menukort.

Forretterne er klart mere inspirerende, end de meget identiske beskrivelser af hovedretterne. Alle kødretter serveres med samme garniture, men det gør det selvfølgelig lettere for en ubeslutsom gæst.

Målet med aftenen er ikke en test af pasta og pizza, men et blik på pastaretterne er ildevarslende. Dem må jeg prøve en anden gang, men jeg forstår ikke, at der er fløde i stort set dem alle, også i carbonara’en, som bør være uden.

Dessertkortet er en god blanding af italienske klassikere, hvis man ser bort fra den mere internationale bananasplit, der har sneget sig ind.

Der er brugt tid på menukortet, og det er også flot med de mange lækre billeder. Det er modigt at visualisere så flotte retter, hvis man ikke leverer det samme. Vores mad er pænt anrettet, helt sikkert, men svarer ikke til billederne. Det skal nok aldrig helt forventes, men billeder skaber en forventning hos gæsten og dermed også en potentiel mulighed for skuffelse. For børnemenuen går det dog helt galt. De søde små kan vælge mellem fire retter, men hverken billeder eller beskrivelser stemmer overens. Det må være en ommer.

Den indledende travlhed har ikke lagt sig, og vi venter længe på at bestille. Vi har tænkt at begynde med en aperitif, men vi er ikke til bitre drinks eller sød mousserende vin som en start og springer derfor over.

Placeringen er god, men det kniber lidt mere med maden og serviceniveauet, hvilket gav vores madanmelder en lang aften. Foto: Morten Hohn

Min medspiser falder straks for en Antipasto Misto, mens jeg selv vælger at prøve kræfter med deres Bresaola alla Teatro. Antipastoen er særdeles lækker. En tallerken med både kogt og lufttørret skinke, bresaola og en stærk salami. Anretningen er pæn, der er ikke sparet på mængden eller råvarernes kvalitet. Kødet bliver akkompagneret af en enkel salat med agurk og tomat, samt pyntet af med en tør ost (ikke beskrevet i menukortet) samt balsamico glace og en grøn pesto lignende olie. Ifølge menuen skal der være brød til anretningen, men det dukker aldrig op.

Min egen forret er en fin og velsmagende lufttørret italiensk bresaola, serveret med parmesanost, balsamico glace, grøn pesto olie og en salat med agurk og tomat, hertil det manglende brød. Salaten sender ikke tankerne syd på, men falder alligevel nok i de fleste gæsters smag.

Forretterne serveres af ejeren selv, som gør en god figur, da han forklarer, at antipastoen bør spises i en bestemt rækkefølge.

Jeg foretrækker at få min vin skænket ved bordet, så jeg også kan se etiketten.

Morten Hohn

På vinsiden vælger min medspiser at prøve kræfter med husets hvidvin, som der i kortet intet står nærmere om. Den er hverken tør eller sød, og egentlig ikke noget at skrive hjem om. Men det er en meget drinkable vin, som husets vin også bør være. Et okay glas til en okay pris på 69 kr.

Selv vælger jeg lidt modigt en Chianti Classico til min forret. Den lever op til beskrivelsen i vinkortet, skønt den er meget gennemsnitlig. Det er svært at bedømme, om der reelt er tale om en dyr eller billig vin, og jeg finder den ikke de 119 kr. værd, som et glas koster. Jeg har fået bedre til mindre.

Jeg har det svært med serveringen af vores vin. Efter bestilling tager tjeneren vores glas, og kommer derefter retur med to skænkede glas. Altså ser vi ikke flasken, og om jeg har givet 119 kr. for et glas vin, der kommer ud af en papkarton, ved jeg dermed ikke. Jeg foretrækker at få min vin skænket ved bordet, så jeg også kan se etiketten. Sidstnævnte er specielt en fordel, når vinkortet intet beskriver om oprindelse, årgang mv.

Et begrænset vinkort

Vinkortet hos Il Teatro er begrænset. Der kan vælges mellem tre forskellige hvidvine og én rosevin. Den billigste er husets vin til 69 kr. og derefter koster de henholdsvis 89 kr. og 129 kr. Udvalget er, ud over husets vin, begge tørre hvidvine, hvorfor man må håbe, at det falder i gæsternes smag.

Ønsker man rødvin, er udvalget lidt større. Men hvis prisen skal holdes under 100 kr. for et glas, så kan du vælge mellem husets rødvin eller en Valpolicella Clasico. Herefter stiger prisen til 119 kr. og 129 kr. for de næste to. Og derfra går det stærkt - en Amarone til 199 kr. pr. glas, en Barolo til 219 kr. og en Brunello til 299 kr. pr. glas. Beskrivelserne omfatter hverken vinhus eller årgang, så der er frit valg for Il Teatro, blot druen rammer rigtigt.

Restauranten har et større udvalg i vinrummet, men let’s face it, hvor mange vælger at spørge om at se vinrummet? Vi vælger ud fra, hvad der er på kortet. Så uanset omfanget af vinrummet, så efterlader det stadig gæsterne med et begrænset og ret dyrt udvalg.

En mærkelig rejse

Til min hovedret bestiller jeg restaurantens Barolo til 219 kr. pr. glas, da jeg tænker, at den klæder min hovedret. En vin som denne skal gerne iltes, inden den drikkes. Og modsat vores første glas vin bliver flasken med Barolo åbnet og skænket ved vores bord.

Ved åbningen af Baroloen har vi fået serveret vores forret. Så til min overraskelse bliver jeg bedt om at smage Baroloen, som jeg skal have til min hovedret. Jeg sætter pris på at prøvesmage den valgte vin, men at starte med en så kraftig og karakteristisk vin som Barolo, for så bagefter at drikke en lettere Chianti til min forret, er for mig en mærkelig rejse at komme på.

Efter den gode start med forretterne ser vi frem til hovedretten.

Min er en Filetto Barolo, en saftig og mør oksemørbrad med hjemmelavet Brunello-rødvinssauce. Hvorfor en bøf med en sauce på Brunello-vin hedder Barolo forstår jeg ikke. Måske jeg fik Barolo-sauce? Til kødet serveredes polenta og dagens friske grøntsager. Da alle retter på menukortet er beskrevet og afbilledet med samme tilbehør, tvivler jeg på, at det er »dagens« friske grøntsager. I begrebet »dagens« ligger der implicit et muligt skifte fra dag til dag, og ikke en servering af samme type grøntsager året rundt.

En Filetto Barolo med Brunello-sauce - eller måske en Barolo-sauce? Anmelderen kom i tvivl denne aften. Foto: Morten Hohn

Jeg fik et stort stykke oksemørbrad, som virkede lidt sejt at skære i, men som dog var mørt nok at tygge på. Saucen smagte dejligt, der var en god kraft og dybde at finde. Mine kartofler og grøntsager var ikke noget at råbe hurra for.

Min medspiser valgte Salmone alla Grigla, som er et stykke grillet laksefilet, serveret med basilikum, og som min bøf med samme kartofler, polenta og dagens friske grøntsager.

Det var en katastrofe! Laksen var stegt til ukendelighed og fuldstændig vindtør. De ovnbagte kartofler var varme, men uden nogen form for stegeskorpe. Både kartofler og grøntsager svømmede i olie på en uappetitlig måde. Når en fed fisk, som laks jo er, serveres med så olieret et tilbehør, så er det ikke længere delikat. Da hendes tallerken gik ud, gjorde det meste af maden ligeså.

Laksen fik tæsk på panden, og det var ikke den store succes. Foto: Morten Hohn

Vi blev færdige med vores hovedretter og ventede nu blot på, at tallerkenerne blev ryddet af, og vi ville blive tilbudt dessert. Restauranten var ved at være tømt for gæster og hovedomsætningen havde, i mine øjne, tydeligvis ligget på teatergæsterne.

Tjenerne var travlt optaget af at dække bordene, så de var klar til næste dag. De gik i deres egen verden og kiggede på intet tidspunkt vores vej. Vi følte os som tilskuere til Il Teatros egen teaterforestilling, mens vi sad efterladte ved vores bord og stadig ventede på at blive tilbudt en dessert.

Et par borde fremme udspillede sig en anden pudsig scene. Ejeren havde henslængt taget plads op ad en stoleryg, mens han talte med et ungt par, som tydeligvis var stamgæster. Nu var vi kun dem og os tilbage i restauranten. Fra vores bord kunne vi høre, hvordan de talte om en negativ madanmeldelse, som ejeren tydeligt ikke fandt retfærdig. Det virkede helt surrealistisk at sidde ved et bord, totalt overset og glemt, og vide at jeg inden længe skulle hjem og skrive en anmeldelse.

Efter næsten to timer i restauranten, blev vores tallerkener fra hovedretten taget af bordet. Tilbuddet om dessert udeblev stadig. Vi tog derfor sagen i egen hånd og fik tilkaldt en tjener. Jeg bestilte en Tiramisu samt en espresso. Min medspiser valgte deres sorbet is og en americano (en espresso blandet med en smule varmt vand for at opnå en rundere kop kaffe).

Dessert og kaffe ankom til bordet, men det var ikke en americano. Det lignede filterkaffe. Tjeneren virkede helt forvirret over hvad en americano var. Nu står americano ganske vist ikke på kortet, men vi forventede, at en italiensk restaurant kunne lave den. Det, der dog undrede mig mest, var, hvorfor hun ikke spurgte, hvad det var, vi ønskede, men blot hentede en filterkaffe. Imens havde ejeren løsrevet sig fra sin samtale og kom til undsætning. Vi fik en ny kop, og lod vores opmærksomhed gå til desserten i stedet.

Min medspisers citron- og mangosorbet smagte ganske udmærket, men vi forventede heller ikke andet, det var trods alt »kun« sorbet.

Tiramisu med fremherskende chokoladesmag er ifølge vores anmelder den børnevenlige udgave af den italienske dessert. Foto: Morten Hohn

Min tiramisu derimod smagte ikke af tiramisu. Den var meget sød og smagte af chokolade. Ikke af bitter kakao, men af sød chokolade. Der var ikke den mindste note af kaffe eller likør, som normalt giver den karakteristiske smag og kant på en tiramisu. Det virkede som om, at de havde taget Italien ud, og gjort den børnevenlig.

Kritik er svær, men bør man tage den til sig?

Vi bevæger os lige tilbage til den tidligere omtalte scene, hvor den dårlige madanmeldelse blev diskuteret. I den forbindelse spurgte jeg mig selv, hvorfor restauranten ikke tager kritikken til sig? Det var ikke mit første besøg på Il Teatro, og jeg havde håbet, at tingene var blevet bedre siden sidst, men jeg måtte sande, at det ikke var tilfældet.

Restauranten har en sublim beliggenhed i den forstand, at det for musikteatrets gæster er nemt og bekvemt at besøge restauranten. Il Teatro har derfor et privilegium i forhold til andre af byens restauranter. Det mulige kundesegment kan tænkes at være større grundet teatret, og at der derfor kommer flere gæster, som normalt ikke ville spise i Vejle, men som er i byen grundet en forestilling i musikteatret. For dem er restauranten et nemt valg.

Er den manglende forståelse for kritik derfor et udtryk for, at strømmen af gæster gør det underordnet og dermed uinteressant at forholde sig til andres mening? Jeg ved det ikke, men man kan undres. Er dette Vejles svar på en turistfælde?

Der ligger et gemt potentiale i restauranten, som kunne drives vidt. Det er synd, at Vejle ældste italienske restaurant har bevæget sig så langt væk fra det autentiske italienske køkken. Jeg mener, at menuen bærer præg af en voldsom fordanskning, men desværre også dovenskab.

Har det været en græsk tragedie eller en romersk komedie?

Er Il Teatro et besøg værd? Jeg kommer nok ikke igen foreløbigt. Stemningen var super, og først på aftenen følte vi os utroligt godt til mode. Men efterhånden som aftenen skred frem, og det gik ned af bakke, så må jeg erkende, at det var en dyr aften i forhold til kvalitet, og hvad jeg har af andre gode alternativer i byen.

Aftenen kostede os 1.389 kr. Vi fik rigtig nok tre retter og jeg et dyrt glas rødvin, men tager vi det ud af ligningen, så var det ikke pengene værd.

Opsummeret var der en hyggelig stemning i restauranten, tjenerne var søde, når de mentalt var tilstede. Forretterne var lækre, smagfulde og kvaliteten god. Men menukortet efterlader spørgsmål i forhold til den italienske arv kontra danskhed og dovenskab i mangfoldigheden af tilbehør til hovedretterne. Køkkenet formåede ikke at stege et stykke laks eller lave en ordentlig tiramisu. Dertil kommer et begrænset og dyrt vinkort samt ikke mindst det manglende fokus på gæsterne.

Om der er tale om en græsk tragedie eller romersk komedie, er faktisk et godt spørgsmål, for den tragedie, der udspillede sig for os, var nærmest komisk - hvilket kun rækker til to stjerner.

Vi smagte ikke restaurantens pizza, men at dømme ud fra mængden af afhentet takeaway, så kan de måske lave en kvalitetspizza.

Det må vi afgøre en anden dag.

Il Teatro

Flegborg 13

7100 Vejle

Det fik vi: To forretter, to hovedretter, to desserter, to kaffe, to x rødvin, to x hvidvin

Det betalte vi: 1.389 kr.

Antallet af stjerner er et udtryk for anmelderens egen, samlede vurdering af kvalitet i forhold til pris, hvor én stjerne er udtryk for den helt uacceptable sammenhæng, mens seks stjerner er udtryk for den sublime sammenhæng, som bliver svær at matche. Service og varens udtryk indgår også i den samlede vurdering.

Hvis du vil vide mere om Vejle

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.