I sidste uge gav politiet 17 bøder på 45 minutter – i dag kom de igen til problemfyldt sted
Politiet lovede at komme igen, og i dag blev der uddelt flere nye bøder.
- Kom i dybden med Vejle – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
Når Vesterbrogade sander til med morgentrafik, får mange bilister en fiks idé. De søger alternative veje, og en af dem er at svinge til venstre fra Vesterbrogade og ned ad Valdemarsgade – også selvom det er skiltet, at man ikke må.
Derfor var Sydøstjyllands Politi fredag i sidste uge på kontrol, og her tog de 17 bilister i at lave et ulovligt venstresving.
Politiet lovede, at man ville komme tilbage senere på en opfølgende kontrol. Og det løfte opfyldte politiet i dag, fortæller Jesper Duus, politikommissær ved Sydøstjyllands Politi.
På bare 45 minutter, fra kl. 7-7.45, snuppede politiet 13 bilister i at svinge til venstre, og de fik alle en bøde med videre.
»Vesterbrogade pakker sammen, og så tror de, de kan tage en smutvej gennem Valdemarsgade, men der er for meget gennemgående trafik,« siger Jesper Duus.
»Det er nok ikke sidste gang, vi kigger forbi dér,« lover han endnu en gang.