Nu skal der stemmes om ansøgning til verdensomspændende cykelløb
Byrådet skal onsdag aften stemme om, hvorvidt Vejle Kommune skal ansøge om at blive en del af World Tour-kalenderen.
Ansøgning om at blive vært for cykelløbet koster 100.000 kr., og det er altså den pris, byrådet skal blive enige om at betale. Selve cykelløbet forventes at koste op mod 7.5 mio. kr. at arrangere.
Viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen fra de Konservative har tidligere talt med store ord om potentialet ved at få begivenheden til Vejle.
»Vi har gået at tænkt lidt på, hvordan vi kan fortsætte indsatsen på cykling efter Tour de France. Man skal ikke altid stoppe, når man er på toppen. Man skal også prøve at finde ud af det på den lange bane. Og det her kunne være en af de ting, vi skal diskutere,« sagde han sidste måned til JP Vejle.
Verdens største cykelløb, Tour de France, gæster som bekendt Vejle d. 3. juli næste år.
Dan Arnløv Jørgensen forventer, at forslaget, som allerede er stemt igennem i kommunens økonomiudvalg, også vil blive stemt igennem i byrådet.