Vejdirektoratet åbner spor på Vejlefjordbroen i dagtimerne

Efter tirsdagens trafikkaos har Vejdirektoratet valgt at åbne alle spor på Vejlefjordbroen. Dog med nedsat hastighed.

Artiklens øverste billede
Dronebilleder af Vejle Fjord. Vejlefjordbroen. Foto: Mette Kjær

Tirsdagens trafikkaos i Vejle og på motorvejen omkring byen kommer formentlig ikke til at gentage sig i samme grad onsdag.

I hvert fald har Vejdirektoratet valgt at åbne alle spor på broen i dagtimerne for at undgå de samme trafikale problemer, som der var i både morgen- og eftermiddagsmyldretiden tirsdag. Bilister vil dog opleve, at fartgrænsen er sat ned til 80 kilometer i timen.

Vejdirektoratet spærrede tirsdag en del af det inderste spor på Vejlefjordbroen i sydgående retning på grund af akut vejarbejde. Pressechef Martin Østergaard forklarede til JP Vejle, at vejarbejdet skyldtes, at en fuge var beskadiget, og at det ikke var lykkedes at reparere den i løbet af natten til tirsdag som planlagt. Vejarbejdet skabte en kilometerlang kø på motorvejen og trafikkaos i Vejle by.

Af Vejdirektoratets trafikkort fremgår det, at vejarbejdet nu vil blive udført i tidsrummet mellem klokken 18.30 og 06.00. Det fremgår også, at vejarbejdet vil fortsætte indtil den 20. oktober.

Mere som dette

Mest læste

Del artiklen