Randers FC siger farvel til flere store profiler: »Der har været sagt og skrevet meget på det seneste«
Seks spillere er snart færdig i Randers FC.
- Bliv opdateret på Randers – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret
Der er mange håndtryk, der skal gives efter sæsonen.
Således har Randers FC i en pressemeddelelse onsdag offentliggjort, at man siger farvel til seks spillere efter sæsonen, fordi deres aftaler udløber.
Mest bemærkelsesværdigt er det, at man ikke forlænger kontrakten med Jakob Ankersen, og at man ikke er blevet enig med lejesvenden Adam Andersson om en permanent kontrakt.
Adam Andersson har de seneste måneder ikke spillet særligt mange minutter, og derfor vender han tilbage til norske Rosenborg.
»Det har overordnet set været en rigtig god tid i Randers, hvor jeg især i efteråret fik masser af spilletid og også leverede en masse gode præstationer. Jeg vil dog gerne spille højre back og dygtiggøre mig på den position, og det harmonerer ikke helt med det, der er muligt i Randers FC. Så det giver ikke mening for hverken klubben eller mig at fortsætte samarbejdet. Jeg vil gerne sige tak til alle i og omkring klubben for at have taget godt imod mig, og jeg ønsker klubben alt det bedste fremover,« siger Adam Andersson til klubbens hjemmeside.
Han scorede sit hidtil eneste mål for Randers FC i sin debutkamp, men har altså ikke overbevist nok igennem sæsonen.
»Adam har været et rigtigt godt bekendtskab og en god spiller at have i truppen. Han har gjort det godt, og hans alsidighed har været fantastisk at have i truppen. Vi har dog i fællesskab vurderet, at det ikke skal blive til en permanent aftale i denne omgang, og vi ønsker derfor Adam al muligt held og lykke fremover,« siger sportsdirektør Søren Pedersen.
Jakob Ankersen er pt. noteret for 70 kampe og 6 mål for Randers FC, hvor han den seneste tid primært har fungeret som indskifter.
»Der har været sagt og skrevet meget på det seneste, men når alt kommer til alt, så har jeg haft en fantastisk tid i Randers FC, og jeg kigger tilbage på en masse gode oplevelser og en dagligdag fyldt med gode mennesker i omklædningsrummet og klubben generelt. Jeg har fået vist, at jeg stadig har en masse at byde på, og jeg synes, at jeg har givet en masse tilbage i klubben. Der er nok ingen, der er i tvivl om, at jeg gerne vil have bidraget endnu mere på det seneste, men det er jo som det nu engang er. Nu handler det om at give det sidste til holdet og få en ordentlig afsked, inden jeg skal videre i karrieren,« siger Jakob Ankersen.
Randers FC siger også farvel til Tosin Kehinde, Aleksandar Stankovic, Nicolai Brock-Madsen og lejesvenden Carl Johansson.
- Bliv opdateret på Randers – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret