26-årig får et års fængsel for overgreb på mindreårig familiemedlem: Lavede samlejebevægelser mellem hendes lår og baller
- Bliv opdateret på Randers – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret
En 26-årig mand blev mandag ved Retten i Randers idømt et års ubetinget fængsel for i august sidste år at have krænket en 14-årig pige seksuelt i hans hjem et sted i Favrskov Kommune.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Da pigen var mindreårig på gerningstidspunktet, blev den 26-årige dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 15 år, som det hedder i straffeloven. Manden blev også dømt for blufærdighedskrænkelse af pigen.
Overgrebet skete, da pigen overnattede hos den 26-årige, som hun er i familie med. Ifølge pigens forklaring fik den 26-årige hende til at tage tøjet af og sove nøgen, og han lagde sig efterfølgende ind til hende, hvorefter han blandt andet befamlede hende og lavede samlejebevægelser mellem hendes lår og baller i et længere tidsrum.
Hun forsøgte at fjerne hans hænder og rykke væk fra ham. Cirka 14 dage efter fortalte pigen sin mor om overgrebet, og det førte til anmeldelse og senere anholdelse af den 26-årige, der blev afhørt og sigtet.
Dømt efter ny lovgivning
I retten nægtede han at have begået overgrebet, men retten fandt pigens forklaring så detaljeret, konsistent og troværdig, at det endte med en dom.
»Jeg er naturligvis tilfreds med, at retten – ligesom anklagemyndigheden – vurderede, at forurettede afgav en troværdig forklaring, der sammen med sagens øvrige beviser medførte, at tiltalte blev dømt for overgrebet,« siger specialanklager Jesper Rubow i en pressemeddelelse fra politiet.
Den 26-årige blev i øvrigt dømt efter en ny lov, der blev indført sidste år. Med den betegnes det altid som voldtægt, hvis en voksen over 22 år har samleje eller andet seksuelt samkvem med et barn under 15 år. Uanset omstændighederne.
»I den her sag var der tilmed ikke samtykke, da pigen aldrig havde indvilget i berøringerne og havde fjernet hans hånd og forsøgt at fjerne sig fra ham,« siger Jesper Rubow.
Den 26-årige var ud over overgrebet tiltalt for at have truet en 18-årig mand på livet, men det forhold blev han frikendt for.
Han ankede dommen for overgrebet med påstand om frifindelse.
- Bliv opdateret på Randers – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret