47-årig mand dømt for overdragelse af 200 kg cannabis
Der faldt mandag dom i en stor narkosag fra Randers.
National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har fået idømt en 47-årig mand 1 år og 9 måneders fængsel, da han mandag i retten i Randers blev kendt skyldig i at have overdraget i alt ca. 200 kg cannabis med henblik på videresalg.
Den 47-årige mand er dømt for i januar og marts 2021 i Randers at have overdraget i alt 200 kg cannabis til en dansk lastbilchauffør med henblik på videresalg. Kriminaliteten skete i forening med flere medgerningsmænd, herunder en mandlig dansk lastbilchauffør, der efter overdragelsen indsmuglede narkotikaen til Norge, hvor det skulle sælges videre.
Lastbilchaufføren blev i en tilståelsessag i december 2021 idømt fire års fængsel for i perioden 2020 til september 2021 at have smuglet ca. 1,2 tons hash fra Danmark til Norge med henblik på videresalg, oplyser NSK.
Dagens dom er udløber af hovedsagen i sagskomplekset, der starter den 28. september 2022 og er berammet til 10 dage henover efteråret og vinteren ved retten i Horsens. Her er den formodede bagmand tiltalt for smugling af i alt 24 kg kokain og 1,2 tons hash.
»Jeg er tilfreds med, at der med dagens dom er sat et punktum i denne del af sagen, og jeg ser nu frem mod efterårets sag mod den formodede hovedmand – en sag der er et resultat af en lang og grundig efterforskning, der har involveret politi i både Danmark og Norge,« siger specialanklager i NSK, Lise Hebsgaard.
Den 47-årige mand modtog dommen.