Smag vin i verdensklasse hos Cold Hand Winery
De har forfinet vinproduktionen i årevis, og nu høster de frugterne til noget af det bedste i verden.
De serveres på Michelin- og toprestauranter, og hvert år belønnes de med anerkendelser både nationalt og internationalt.
Fra en gård i det midtjyske nær Randers leverer vineriet Cold Hand Winery »frugtvin i verdensklasse«.
Og nu inviterer vineriet indenfor til en smagning, hvor gæster får rundvisning i både vin og omgivelser.
Vineriet forklarer, at deres produktion handler om at holde fingrene fra druerne, som alligevel bliver til bedre vine andre steder i verden, og i stedet satser det på de nordiske frugter og bær, som bliver exceptionelt gode i det danske klima.
I årenes løb har man derfor udvidet produktionen fra æblevine til også at inkludere pærevin, kvædevin, mousserende rabarbervin, mousserende solbærvin og andre vine lavet på danske frugter og bær.
Arrangementet foregår den 17. september fra 14.00 til 16.30 på Haversmosevej 21, 8920 Randers NV og er åbent for alle interesserede. Tilmeldingen sker gennem linket her.