Blev fyret med øjeblikkelig virkning: Nu kommenterer Michael Maaløe sin afsked
For første gang sætter den udskældte direktør ord på sin afsked fra Randers Kommune.
»Vi mødes derude i mit næste job.«
Sådan afslutter den fyrede børn- og skoledirektør i Randers Kommune, Michael Maaløe, et længere indlæg på LinkedIn, hvor han for første gang kommenterer sin afskedigelse.
Sammen med sin fyreseddel fik Michael Maaløe 1,6 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse, men af LinkedIn-opslaget fremgår det altså, at den 62-årige eks-direktør ikke har i sinde at bruge millionbeløbet til en tidlig pension. I stedet har han en forventning om igen at komme ud på arbejdsmarkedet.
Over for sine knap 700 følgere på det sociale medie, løfter han ikke sløret for årsagen til sin afskedigelse, men skriver:
»Jeg har haft sidste arbejdsdag i Børn og Skole, Randers Kommune. Selv om der den seneste tid har været vældig negativt fokus på min person, ændrer det ikke ved 4,5 års fantastisk samarbejde med dygtige chefer, ledere, tillidsrepræsentanter og dedikerede politikere. Alle har arbejdet for at sikre børn, unge og deres forældre de bedst mulige dagtilbud, skoler og den støtte børn og unge også kan få behov for.«
»Tak for modet til at afprøve nye veje, sammen har vi nået nye resultater. Med mig tager jeg mange gode erfaringer, gode bekendtskaber og professionelle venner. Dejligt at mit netværk er rykket ind til kaffebordet, vi mødes derude i mit næste job,« fortsætter han.
Fyret efter afsløringer
Michael Maaløe blev i starten af maj fyret efter flere måneder i modvind.
Siden december har JP Randers afsløret massive problemer i børn- og skoleforvaltningen. Herunder problemer med Michael Maaløes ledelsesstil, der ifølge medarbejdere skabte en »frygtkultur« og fik ansatte til at knække psykisk, samt problemer med fordrejet eller tilbageholdt information fra forvaltning til byrådet inden store politiske beslutninger.
I starten af året besluttede et flertal i byrådet at igangsætte en uvildig undersøgelse af arbejdsmiljøet i forvaltningen.
Artiklen fortsætter under faktaboksen.
Da konsulentfirmaet Human House i foråret præsenterede resultaterne af undersøgelsen, indeholdt de så hård kritik af både arbejdsmiljøet, ledelsesstilen og fordrejet information til politikere, at direktøren blev fyret og hjemsendt med øjeblikkelig virkning.
Indtil der bliver fundet en ny børn- og skoledirektør, er det kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, der varetager ledelsen af den kriseramte forvaltning.
- Bliv opdateret på Randers – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret