Velkendt restaurant skifter både navn og koncept
Ægtepar fra Sri Lanka er klar til at åbne indisk restaurant i Randers.
- Bliv opdateret på Randers – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret
Lige nu fortæller en seddel på vinduet, at restauranten The Food Corner er midlertidig lukket på grund af ombygning nogle dage, da restauranten i stedet skal være en indisk restaurant.
Ombygningen kommer dog til at vare lidt mere end et par dage, fortæller Vimala Selvanesan, der er gift med Selvanesan Nadajarah, som ejer restauranten.
»Vi kommer til at holde lukket tre-fire uger, da vi skal have bygget køkkenet om fra et åbent køkken til et lukket, for der bliver brugt mange krydderier i indisk mad, og den lugt vil vi gerne kunne holde lidt inde i køkkenet,« siger hun.
I selve restauranten kommer der også til at ske lidt forandringer, men ingen større ombygning.
»Vi flytter lidt rundt og laver spisepladserne lidt om,« siger Vimala Selvanesan.
En mangeårig drøm
Tanken om en indisk restaurant er ikke kommet hen over natten for det tamilske ægtepar, der har boet i landet i henholdsvis 22 og 16 år.
Parret flyttede fra Ikast til Randers for 13 år siden, da det overtog den asiatiske/afrikanske butik Aynkaran Stores, der er nabo til The Food Corner, og det har længe været en drøm at åbne en indisk restaurant, fortæller Vimala Selvanesan.
»Det har været min mands drøm at åbne sin egen restaurant, så det går i opfyldelse nu. Han har boet i Indien, og også i London, hvor han har arbejdet på restaurant, men det har været svært at finde et lokale her i området,« siger hun.
Derfor slog parret til i efteråret, da den tidligere ejer af The Food Corner tilbød dem at købe restauranten - også selv om tidspunktet kunne have været bedre.
»Den tidligere ejer ville gerne sælge hurtigt, så vi slog til, selv om vi ikke var helt klar,« siger Vimala Selvanesan.
Velkendte retter på menuen
Den første periode kørte parret derfor videre med både samme navn og koncept, men nu er tiden kommet til at kaste sig ud i den indiske drøm. Navnet bliver Banana Leaf Indian Cuisine, og navnet indikerer autentisk, indisk mad.
»I Indien serverer man, eksempelvis til bryllupper, maden på bananblade, så der kommer navnet fra,« siger Vimala Selvanesan.
Retterne i den ny restaurant bliver velkendte indiske retter som eksempelvis tandoori, biryani, naan og tikka masala, og det bliver muligt at købe retterne i forskellige styrker, så der både bliver noget for dem med stærke smagsløg og de knap så krydderi-vante.
»Vi vil gerne både lave stærkt og mindre stærkt mad. Vi kommer fra Sri Lanka, men den mad bliver for stærk for danskerne, så derfor satser vi på det indiske køkken,« siger hun.
Har man været fast køber af de hjemmebagte pitabrød fra The Food Corner, må Vimala Selvanesan skuffe og fortælle, at de ikke længere kommer til at være en del af sortimentet.
»Den tid med pita er forbi. Det kan man købe andre steder i byen. Vi fortsætter dog med vores tapas og prøver at kombinere dem med specielle indiske tapas-retter,« siger hun.
På jagt efter indisk kok
Når Banan Leaf Indian Cuisine slår dørene op, bliver det i første omgang med en fransk-indisk kok.
»Vi vil gerne have en kok fra Indien, men det er en lang proces, som vi arbejder på, så indtil da låner vi en fra Frankrig,« siger Vimala Selvanesan.
Restauranten kommer til at have plads til cirka 50 spisende gæster, og der vil også være mulighed for takeaway. Planen er at holde åbent både til frokost og til aften, men med lukket i nogle timer om eftermiddagen.
- Bliv opdateret på Randers – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret