Rufferisag i Randers: 23-årig kvinde muligvis solgt til seksuelle ydelser
En 23-årig kvinde er muligvis blevet udsat for menneskehandel, men hun er nu sat i forbindelse med Center Mod Menneskehandel.
- Kom i dybden med Randers – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
En 41-årig rumænsk mand er sigtet og mistænkt for at have begået rufferi. Manden bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Manden er sigtet for det seneste år at have drevet en virksomhed, hvor en 23-årig er blevet solgt til seksuelle ydelser til flere kunder.
Den 41-årige rumænske mand har været chauffør for kvinden til og fra kunderne, og manden har også modtaget betaling fra kunderne. Ifølge politiet har manden »helt eller delvist« selv beholdt pengene.
Tip fra Rumænien
Manden blev i går anholdt på sin bopæl i Randers, efter Østjyllands Politi har efterforsket manden igennem længere tid. Politiet mener, at rufferiet har stået på i over et år.
Det er en henvendelse fra rumænsk politi, der har bragt politiet på sporet af manden. Den 23-årige kvinde er også rumænsk statsborger, og rumænsk politi havde en mistanke om, at kvinden var offer for menneskehandel.
Kvinden er nu sat i forbindelse med Center Mod Menneskehandel, der skal afklare, om hun er blevet handlet.
Rufferi kan straffes med fængsel i op til fire år.
Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, og derfor vil politiet ikke oplyse yderligere om sagen.
- Kom i dybden med Randers – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.