Økonomisk trængte Randers HK opsiger svensker

Kristin Thorleifsdottir skifter til en anden ligaklub, hvilket Randers HK håber vil kunne lette den hårdt trængte økonomiske situation.

Artiklens øverste billede
Klubben offentliggjorde i sidste uge regnskab, hvilket viste, at egenkapitalen fortsat er i minus. 1,35 mio. kr.

Randers HK har opsagt venstrebacken Kristin Thorleifsdottir »set i lyset af klubbens økonomiske situation«.

Det oplyser klubben onsdag i en pressemeddelelse.

»Sportsligt bliver det selvfølgelig et tab for os, men lige nu handler det for os om økonomi. Her er det ingen hemmelighed, at Kristin har været en af de store lønudgifter, som vi nu bliver løst fra,« siger Peter Skrubbeltrang fra Randers HK’s sportslige udvalg.

Klubben offentliggjorde i sidste uge regnskab, hvilket viste, at egenkapitalen fortsat er i minus. 1,35 mio. kr. Det er vel at mærke tredje sæson i træk, at egenkapitalen er i minus.

Randers HK må derfor ifølge DHF’s ligareglement ikke skrive nye kontrakter med spillere.

Kristin Thorleifsdottir skifter til en anden uoplyst ligaklub.

»Der er ingen tvivl om, at Kristin er en super dygtig håndboldspiller med et stort potentiale, så på den front bliver det et tab for os. Omvendt har Kristin ikke været i stand til at spille så meget for os i efteråret grundet skader og sygdom, så holdet har flere gange vist, at vi kan spille godt uden Kristin,« siger cheftræner Ole Bitsch.

Han fortsætter:

»Det lægger selvfølgelig endnu mere ansvar på vores etablerede spillere i bagkæden som f.eks. Mai Kragballe og Julie Pontoppidan, men vores unge spillere i Aia Raadshøj og Ida Callisen kan også se frem til at høste frugterne af den store træningsindsats, de har ydet her i efteråret. Jeg er sikker på, de nok skal løfte opgaven«.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen