Dybt berørt personale: 46-årig fundet livløs i svømmebassin

Trods førstehjælp lykkedes det ikke at redde manden.

Artiklens øverste billede
En 46-årig mand blev tirsdag eftermiddag fundet livløs i et svømmebassin i Water & Wellness. Trods førstehjælp stod hans liv ikke til at redde. Foto: Daniel Lingren

Hvis du vil vide mere om Randers

En 46-årig mand blev tirsdag klokken 13.52 fundet livløs i et svømmebassin i Water & Wellness.

Det oplyser kommunikationskonsulent ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen onsdag.

Han fortæller, at den 46-årige blev fundet livløs i vandet, og at der efterfølgende blev udført førstehjælp. Den 46-årige blev kørt på hospitalet, hvor han døde.

Det er uvist, hvorfor den 46-årige lå livløs i bassinet. De pårørende er underrettet.

Dybt berørt personale

I Water & Wellness er man naturligt nok dybt chokeret dagen derpå, fortæller direktør, Michael Steensgaard.

»Det er jo det største mareridt, som man håber, aldrig kommer til at ske,« siger han.

Water & Wellness har eksisteret i 6,5 år og har årligt 320.000 gæster igennem, og det er første gang, at der er sket en drukneulykke på stedet.

»Det er så tragisk, som det kan være, og de implicerede medarbejdere er dybt berørte. Heldigvis kom krisepsykologen allerede 45 minutter efter, det var sket, og medarbejderne og to gæster, der også var var impliceret, fik krisehjælp,« siger Michael Steensgaard.

Han ved ikke, hvordan ulykken kunne ske, og om manden har fået det dårligt, men ifølge direktøren havde livredderne manden lynhurtigt oppe af vandet og gik i gang med at yde førstehjælp, som fortsatte i ambulancen.

»Vi bruger en masse tid på at træne og uddanne vores folk, og vi ved, at vores beredskab virker. Politifolkene blev her faktisk efter ulykken og ambulancefolkene kom tilbage og sagde til de implicerede, at de havde gjort alt, hvad de kunne, og at de ikke kunne have gjort mere,« siger han.

Hvis du vil vide mere om Randers

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen