Kultur på hjul: Kunstmuseum ruller - bogstaveligt talt - ud i bybilledet

Randers Kunstmuseum har valgt at tage alternative midler i brug for at sprede opmærksomheden.

Artiklens øverste billede
Den nye mobile platform kører under navnet Det Blå Rum og er bygget af den aarhusianske virksomhed Tiny Office. Foto: Tiny Office

I efterårsferien kommer du til at kunne opleve Randers Kunstmuseum på en helt ny måde.

Og et helt andet sted.

Museet ruller nemlig ud i bylivet via en specialbygget vogn, som skal øge opmærksomheden omkring museet med arrangementer og kunstoplevelser i byen.

»Vi er et museum, som ligger lidt gemt oppe på anden sal, og det er en udfordring, ift. at vi ikke får de gæster, der lige dumper forbi og tænker ’her er noget spændende’,« siger museumsinspektør Julie Margrethe Nyrup.

Den nye mobile platform kører under navnet Det Blå Rum og er bygget af den aarhusianske virksomhed Tiny Office.

Tirsdag og onsdag i efterårsferien vil man således kunne møde kunstner og koordinator på Randers Kunstmuseums Billedskole, Lis Wuismann Jørgensen, hvor man kan blive sat i gang med at udforme sin egen kunstbog.

Den vil være fuld af eksperimenter, som man kan tage op på kunstmuseet og arbejde videre med ved arbejdsborde i udstillingssalene.

Det vil ske lige udenfor Kulturhuset på Østervold eller ved Stemannsgade ved indgangen. Men på sigt skal vognen altså også ud i oplandets naturskønne områder og mindre byer.

»Det bliver både en platform, vi kan bruge i vores dagligdag, hvis vi har et eller andet, vi gerne vil sætte fokus på. Men det bliver også en del af nogle større, længerevarende projekter,« siger Julie Margrethe Nyrup, der beskriver vognen som en appetitvækker for selve kunstmuseet.

»Pointen er, at det skal være en smagsprøve på, hvad der i øvrigt foregår på museet. Og så i det hele taget plante den her bevidsthed om, at der findes et kunstmuseum i Randers. For det er der sådan set ret mange randrusianere, der ikke engang er klar over,« siger hun.

Mere som dette

Mest læste

Del artiklen