Døgnrapporten: 17-årig sigtet – modsatte sig anholdelse

Læs et uddrag af døgnrapporten for Randers Kommune.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto.

Døgnrapporten for den 10. oktober

En 17-årig mand fra Randers blev søndag kl. 01.03 anholdt på Østervold i Randers. Politiet var blevet tilkaldt til adressen, fordi den 17-årige var meget udadreagerende og råbte og skreg på gaden.

Da politiet ankom, var den 17-årige stadig meget ophidset og råbte adskillige skældsord mod betjentene, og han prøvede at modsatte sig anholdelsen. Han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af både straffeloven og ordensbekendtgørelsen.

Døgnrapporten for den 9. oktober

Vold mod taxichauffør

En 41-årig taxichauffør blev udsat for vold ved busterminalen på Dytmærsken i Randers lørdag klokken 04.14.

Gerningsmanden var en kunde, der ikke ønskede at betale for en kortere tur, og som efterfølgende gik fra taxien. Kort efter kom han dog tilbage, men i stedet for at betale, gav han chaufføren nogle knytnæveslag i ansigtet via en åben siderude hos chaufføren.

Chaufføren ringede til politiet, som kort efter fik anholdt manden. Der er tale om en 17-årig mand fra Randers, og trods sin alder var han prøveløsladt for lignende kriminalitet, og derfor bliver han fremstillet i Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 11.00

Seksuelle tilråb mod kvindelig betjent

En 19-årig mand fra Randers blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han i Burchesgade i Randers gentagende gange forstyrrede politiets arbejde og ikke efterkom formaninger om at forlade stedet.

Episoden fandt sted klokken 01.55 natten til lørdag.

Manden kom ifølge politiet med meget grove seksuelle tilråb direkte henvendt til en kvindelig politiassistent. Han blev derfor anholdt og taget med til politigården i Randers.

Døgnrapporten for den 7. oktober

Otte måneders fængsel for besiddelse af kokain

Torsdag aften omkring kl. 20.30 foretog politiet en ransagning af en 26-årig mands lejlighed i Randers SV på baggrund af et tip. I lejligheden fandt betjentene en del doping og flere salgsposer med kokain samt nogle kontanter, som politiet mistænker stammer fra narkosalg. Desuden blev der fundet en digitalvægt med narkorester.

Ud over stofferne beslaglagde politiet også en peberspray, som lå i hjemmet.

Manden blev fremstillet i grundlovsforhør fredag kl. 11.30, sigtet for besiddelse og salg af narkotika. Den 26-årige erkendte og fik en straksdom på otte måneders fængsel.

Tre mænd fremstilles for flere tyverier

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 12.30 tre mænd på 26 år, 26 år og 20 år. De sigtes for flere indbrud og tyveri begået torsdag i Bjerringbro, Ulstrup og Randers.

Ifølge sigtelsen stjal de tre mænd en bil fra en p-kælder i Thorsgade i Randers C, hvorefter de kørte rundt for at begå forskellige former for tyveri. Mændene stod ifølge sigtelsen bag et tyveri på en byggeplads i Bjerringbro kl. 9.55, hvor de stjal en del værktøj.

De sigtes desuden for at have forsøgt at stjæle en trailer i Vester Velling ved Ulstrup – det mislykkedes dog, da de blev opdaget af en borger.
Kl. 10.56 stjal de tre mænd ifølge sigtelsen noget værktøj og en benzindunk fra en garage i Vester Velling, og kl. 12.52 var de så på spil på Nørre Boulevard i Randers C. Her stjal de flere værdigenstande, bl.a. et par bærbare computere, fra to kældre, som de var brudt ind i.

Politiet var efter flere tyverier i Ulstrup opmærksomme på den bil, som gerningsmændene kørte rundt i, og da den blev set holdende på en vej i Randers C, stillede flere patruljer sig klar i området. Her opdagede politiet de tre mænd komme gående fra en kælderopgang på Nørre Boulevard med flere koster i hænderne. De blev herefter alle anholdt og sigtet. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde ud af, om mændene kan have stået bag flere forhold.

Udvist mand gik beruset rundt på banegården

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 15.15 en 23-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Den 23-årig blev for nylig udvist af Danmark med et forbud om at rejse ind i landet igen.

Alligevel dukkede han torsdag morgen omkring kl. 7.30 op på Randers Banegård. Her gik han beruset rundt på stedet og kom gentagne gange retur, selvom vagterne havde bortvist ham. Til sidst blev politiet tilkaldt. Manden afviste at fortælle, hvem han var og foregav ikke at kunne forstå dansk eller engelsk.

På stationen blev hans fingertryk aflæst, og på den måde fandt politiet frem til den 23-åriges identitet. Han blev herefter sigtet for ulovligt opholdt og tilbageholdt på Udlændingeloven. Den 23-årige er afghansk statsborger, men har p.t. opholdstilladelse i Sverige. Udlændingestyrelsen har besluttet, at han igen skal udvises af landet, og ved grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden anmode om, at han kan tilbageholdes, indtil udvisningen kan effektueres.

Døgnrapporten for den 4. oktober

Bus impliceret i uheld

Søndag kl. 14.58 skete der et færdselsuheld i krydset Lucernevej/Gl. Hobrovej i Randers NV. En 66-årig mandlig buschauffør kørte ud foran en bil ført af en 33-årig kvinde, hvilket resulterede i et sammenstød. Kvinden blev efterfølgende kørt til behandling på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 66-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Døgnrapporten for den 1. oktober

Fuld gæst ville ikke gå hjem

Natten til fredag kl. 03.47 blev politiet kaldt til en beværtning ved Storegade i Randers, hvor en person ikke ønskede at forlade stedet.

Da patruljen ankom til stedet, stod en medarbejder sammen med den mand, der åbenbart ikke var klar til at gå hjem i seng. Han fik besked på, at han kunne gå ind og hente sin jakke, hvorefter han skulle forlade stedet. Men i stedet for at hente jakken gik han ind og tog kontakt til andre gæster, og han blev derfor ført ud uden sin jakke. Da han kort efter forlod stedet med et par kammerater, råbte han sine frustrationer ud og sluttede af med at råbe skældsord efter betjentene.

Han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden, og så fik han lov til at tilbringe resten af natten i detentionen.

Formodet blotter fremstilles i grundlovsforhør

En 32-årig mand fremstilles torsdag i grundlovsforhør sigtet for blufærdighedskrænkelse. Han skulle angiveligt have blottet sig for en ni-årig pige. Læs mere her.

Mere som dette

Mest læste

Del artiklen