Flere huse står til salg i Randers: »Temperaturen på markedet er dalet lidt«

Der er flere huse til salg i Randers Kommune, end der var for et år siden. »Den ældre generation vil bo til leje,« lyder en del af forklaringen.

Artiklens øverste billede
Flere steder i Randers Kommune vil man støde på ejendomsmæglernes skilte. Arkivfoto: Jan Dagø/POLFOTO

Hvis du vil vide mere om Randers

Mangler du en bolig i Randers Kommune, er der godt nyt. I øjeblikket har du mere at vælge imellem, end hvis du havde været på udkig for et år siden. Helt konkret er antallet af huse til salg i kommunen steget med 2,1 pct., svarende til 15 huse.

Det lyder måske ikke af noget særligt, men sammenligner man med resten af landet, stikker Randers ud. Cirka 9 ud af 10 kommuner har i dag færre huse til salg end for et år siden, og gennemsnitligt har der været et fald på ca. 13 pct.

Det viser en opgørelse, som ejendomsmæglerkæden Home har lavet på baggrund af tal fra Boligsiden.

»Der er altså mindre at se på for køberne, men der er heller ikke helt så mange købere på boligjagt som tidligere på året, så boligjagten er blevet mere rolig nu,« siger Michael Dalsager, talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

Vi ligger stadig højere på antal salg og andre parametre end sidste år. I foråret havde vi det laveste udbud nogensinde, men de seneste tre måneder er det stilnet lidt af.

Søren Kellberg, indehaver, EDC Poul Erik Bech på Dytmærsken

Opgørelsens tal er fra udgangen af september, og her havde potentielle købere i Randers 713 huse at vælge imellem. For et år siden var tallet 698.

I skrivende stund er der 705 villaer og rækkehuse til salg på Boligsiden i Randers Kommune.

Temperaturen på markedet er dalet

Den svage stigning i udbuddet af boliger til salg kan være et tegn på, at markedet i Randers er ved at stilne af. Og selv om der fortsat er travlt og nok at lave hos EDC på Dytmærsken, kan indehaver Søren Kellberg godt mærke, at der er sket noget.

»Der har været en nedgang i aktivitet, og temperaturen på markedet er dalet lidt,« siger han og understreger, at der fortsat er fart på boligmarkedet.

»Vi ligger stadig højere på antal salg og andre parametre end sidste år. I foråret havde vi det laveste udbud nogensinde, men de seneste tre måneder er det stilnet lidt af.«

Vi har en stor generation af ældre, som i øjeblikket flytter fra de huse, mange købte i 70’erne.

Søren Kellberg, indehaver, EDC Poul Erik Bech på Dytmærsken

Seniorer vil bo til leje

En del af forklaringen på, at Randers ikke er fulgt med det meste af landet i udtømningen af boliglageret, skal ifølge Søren Kellberg findes hos den ældre generation.

»Vi har en stor generation af ældre, som i øjeblikket flytter fra de huse, mange købte i 70’erne. Men i stedet for at købe noget nyt, flytter de i lejelejligheder,« siger ejendomsmægleren og forklarer, at der i øjeblikket er et stort udbud af nyere lejligheder.

En anden mulig forklaring er, at coronavirus har sluppet sit tag i samfundet, mener Søren Kellberg.

»Under corona var der flere, der købte huse, og nu hvor vi har fået vores liv tilbage, er interessen måske dalet lidt. Det forklarer selvfølgelig ikke tallene på landsplan, men det er mit indtryk, at det har noget at sige her i byen,« siger han.

Store udsving fra kommune til kommune

På landsplan skiller Randers sig ud sammen med de 12 andre kommuner, der har oplevet et stigende udbud af huse. Det største spring i den retning finder man hos Halsnæs Kommune, der har oplevet en stigning på 31,9 pct.

Der er meget store forskelle kommunerne imellem. Samsø Kommune og Læsø Kommune har oplevet de største procentvise fald med hhv. 53,6 pct. og 47,1 pct., men det hører med til historien, at de to kommuner er blandt dem med færrest huse til salg.

Sammenligner man Randers med nabokommunerne, stemmer tallene bedre overens. Her har 4 ud af 5 oplevet en stigning i udbuddet. Den største finder man hos Mariagerfjord Kommune med 29,5 pct. og Norddjurs Kommune med 19,2 pct.

Den eneste nabokommune med et faldende udbud er Syddjurs Kommune, der har 2,3 pct. færre huse til salg nu, sammenlignet med 2020.

Se den procentvise ændring i husudbuddet for hver enkelt kommune på kortet herunder.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Hvis du vil vide mere om Randers

Mere som dette

Mest læste

Del artiklen