Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Kommentar: Alle bliver født som originaler. Men med det, vi har gang i nu, dør de fleste nok som kopier 

Alle bliver født som originaler. Men med det, vi har gang i nu, dør de fleste nok som kopier, skriver klummeskribent Søren Søltoft Holmboe i denne kommentar.

Artiklens øverste billede
Jeg har ikke noget uddannelsesbevis. Men hver dag, jeg skulle feje gulvet på lageret, fejede jeg gulvet så godt, jeg kunne. Hver dag jeg skulle sætte varer på hylderne i supermarkedet, gjorde jeg det så godt, jeg kunne. Og i dag driver jeg et hotel så godt, jeg kan, skriver klummeskribent Søren Søltoft Holmboe. Foto: Ane Gleerup

Søren Søltoft Holmboe, der er hoteldirektør hos Hotel Opus, er klummeskribent hos JP Horsens. Har du selv et debatindlæg, kan du skrive til: debatjphorsens@jplokal.dk

De findes derude. De færdes midt iblandt os, og de kan være svære for os at få øje på.

Jeg har engang hørt, at vi mennesker aldrig er længere væk end ca. to meter fra en edderkop. Og jeg er næsten sikker på, at det samme gør sig gældende her.

Men hvis man er særligt opmærksom, er det muligt at spotte dem i skolen, på tanken, i storcentret og af og til på arbejdspladsen og man kan risikere at støde på dem på teenageværelset, i stuen og især i køkkenet.

De har en enorm stærk nonverbal kommunikation. De foretrækker at kommunikere med deres forældre gennem Mobilepay, eller en lukket dør til værelset. Hvis de har en omgangskreds, kommunikerer de med billeder via Snapchat eller Tik Tok.

De gemmer sig. På alle måder. De kan finde på at skjule sig under en kasket med hætten fra hoodie’en trukket henover både hoved og kasket. De kan også finde på at skjule sig bag hidsige farver, vilde frisurer eller bare et genert smil og en resignerende eller hårdt forsøgt ligegyldig attitude.

Oftest går de helt under radaren og ligner helt almindelige unge mennesker i alderen 14-15 år. Men de bærer rundt på et usynligt stempel.

Et stempel, de har fået hugget direkte ind i hjertet og dybt ind i deres egen selvbevidsthed.

Stemplet består af de to ord »Ikke Uddannelsesparat« og gør, at de mentalt sniger sig langs panelerne i skolen, i hjemmene og ude i samfundet.

Der findes kun to stempler, som afgør vejen videre fra 9. klasse. Det ene stempel består af det ene saliggørende ord »Uddannelsesparat« og giver dermed adgang til livet på gymnasierne, nye venner, stolte og forventningsfulde forældre, drømme og et klippekort til Cafépengene. Stemplet åbner alle døre og underbygger håbet om en lys fremtid.

Det andet stempel siger ikke noget. Det åbner ingen døre. Det lukker kun døre. Og det er en kæmpe fejl.

For vi lærer, at når én dør lukkes, åbnes tusind andre. Men, det gælder desværre ikke i folkeskolen, når uddannelsesparatheden skal vurderes. Der nøjes man med at lukke en dør, uden at åbne de andre døre for enkelte af de helt unge mennesker, der står ved indgangen til deres ungdom.

En ungdom, der gerne skulle forme sig bedre end den barndom, de er på vej ud af.

Et sted derude i almenvældets 8. klasser sidder en masse unge drenge og piger og afventer, hvilket stempel, de skal have. De er mellem 14 og 15 år gamle.

De består af 30 pct. kød, 10 pct. akne, 20 pct. forvirring, 15 pct. utæmmede hormoner og endnu 25 pct. manglende selvindsigt.

Fra deres pladser lurer de på deres klassekammerater og forsøger at gætte på, hvem der får hvilket stempel. På samme tid frygter de deres egen skæbne.

Flere af deres klassekammerater valser sig igennem folkeskolen og lever et liv, der virker til at være både privilegeret og decideret ubesværet. For dem er gymnasierne blot endnu et trofæ, de planlægger at samle op. Det er de klassekammerater, der bare véd det. De ved bare, at de er uddannelsesparate.

Men de her fortabte unge mennesker sidder nede bagved i klasselokalet. Enten skjuler de deres sårbarhed gennem støj og afbrydelser, eller også er de helt stille. Uanset, er de kun tilstede fysisk. I deres unge forvirrede sind, er de på flugt. De vil væk. De har svært ved at blive stimuleret af Slotsholmens måde at lave folkeskole på, og oftest slår de sig hårdt på den.

Der var engang, man lavede plads til dem i skolen. Enten gennem målrettet specialundervisning eller andre former for anerkendende pædagogiske tiltag. Men i dag bliver de tvunget ind i præcis den samme form og kasse som alle de andre, de velfungerende og privilegerede. Alt dette i inklusionens hellige navn.

En inklusion, som er så vigtig for systemet, at man lader de unge mennesker i stikken i en sådan grad, at de ender med at ekskludere sig selv.

Op igennem deres skolegang har de gang på gang oplevet at få slukket deres lys, deres motivation og deres håb. For som alle os andre, måler de sig op imod deres eget nærmiljø. Og andres legende lette tilgang til læring og social omgang, udstiller deres egen utilstrækkelighed. Hver dag. Hver lektion.

Og her midt i 8. klasse slukkes lyset igen. Men nu er det alvor. Sådan rigtigt. For enten får de det livgivende stempel eller det håbløse stempel, hvor ordene »Ikke Uddannelsesparat« er en larmende bekræftelse på det nederlag, de har set komme på lang afstand. Med andre ord: Bestået eller dumpet.

Vi voksne ved godt, at man ikke er dumpet med stemplet »Ikke Uddannelsesparat.« Men, ved de unge det? For en gymnasial uddannelse er åbenbart det eneste, vi voksne anerkender efter folkeskolen. Og hvis ikke man må komme videre efter folkeskolen. Hvad må man så? Hvad kan man så? Og hvad er man så i det hele taget værd?

Hvis en frisk dreng på 15 år, som enten har en diagnose, et traume eller en hård opvækst at kæmpe med, og blandt andet derfor vægter folkeskolen, institutioner og autoriteter på linje med rotter og pest, får stemplet »Ikke Uddannelsesparat« i 8. klasse, hvad er chancen så for, at han motivers til at give den en ekstra skalle i 9. klasse?

Chancen er ingenlunde højere end ubåds-Madsens chancer for at blive formand for KVINFO. Jeg siger ikke, at det ikke kan ske. Men regn lige på de odds.

På et kontor på 5. sal på Holmboes Allé i Horsens sidder en lille gruppe mennesker, der har dedikeret deres arbejdsliv til at hjælpe disse unge og deres lidt ældre lidelsesfæller. De arbejder med de unge fra 15-17 og de lidt ældre på 18-29 år. De unge, der er blevet afskrevet af hele samfundet grundet diagnoser, holdninger, adfærd og et uheldigt miljø.

Jeg mødte nogle af disse unge mennesker for nogle dage siden på kontoret deroppe på 5. sal inde midt i Horsens. Deres møde med virkeligheden efter folkeskolen bar tydeligt præg af, at de er trådt ind i deres ungdom med et prædikat som enten ubrugelig, utilstrækkelig, utilpasset eller »Ikke OK«.

For mig var det tydeligt, at de anskuede verden med briller, der havde et begrænset udsyn, og med en bagage, som tyngede deres mod og lyst til at tage fat.

Og her sad jeg.

En privilegeret leder fra virkeligheden, som havde valgt at tilbringe en time med disse unge mennesker. En time, hvor de kunne stille mig en masse spørgsmål om mit hotel, vores politikker og mine egne holdninger.

Deres spørgsmål havde ikke karakter af ambition. Deres spørgsmål var frygtstyrede, og det var tydeligt, at de søgte med lys og lygte efter en virksomhed, der passede til deres specielle behov. For de var bange for ellers at falde igennem. Igen.

Tænk engang. De vil gøre alt for at komme i gang med livet.

Men summen af deres nederlag, begrænser dem mere end deres egne evner og deres personlighed. For deres evner og deres personlighed har ingen opdaget. Endnu. De blev ikke set i folkeskolen. De blev blot indskrevet.

Hele deres liv har de lært, at de er forkerte. Og måske ER de blevet forkerte. Men, det har de sandt for dyden ikke altid været!

Uddannelsesparat betyder ikke livsduelig. Man kan sagtens være det ene, uden nogensinde at blive det andet.

Og endnu vigtigere. At blive stemplet som »Ikke Uddannelsesparat« betyder ikke, at man er forkert. Det betyder faktisk ikke en skid.

Men det betyder noget, at vi har et system, der foretager en så grov og malplaceret vurdering på individer, der alle er forskellige og med forskellige evner, behov og drømme, og med helt forskellige forudsætninger for at gøre sig gældende i den folkeskole, som de kloge på Slotsholmen har defineret rammerne omkring.

Rammer, der sikrer, at vi, der alle bliver født som originaler, med overvejende sandsynlighed dør som kopier.

Har nogen på Slotsholmen spurgt os andre herude i det konkrete Danmark, om vi kan bruge de »Ikke Uddannelsesparate«” unge mennesker til at hjælpe os med at drive vores virksomheder? Om vi kan skabe rammerne om en driftig og sund ungdom for dem?

Jeg har ikke brug for »Uddannelsesparate« unge i min virksomhed. Jeg er ligeglad med dét prædikat.

Jeg vil have unge, der er engagerede, praktisk tænkende, skævt tænkende, udadvendte, smilende, servicemindede og sjove. Men de fleste af de unge, jeg gerne vil have her hos mig, er blevet slukket og demotiverede, fordi systemet har fortalt dem, at de har et »IKKE« foran alt.

Jeg tog selv 10. klasse. Jeg var ikke uddannelsesparat. Det er jeg stadig ikke.

Men jeg har været lagerdreng, dækmontør, rengøringsassistent på et værksted og senere købmand i Bilka og alt muligt andet. Jeg har også været direktør i flere virksomheder. Jeg har åbnet butikker rundt om i verden, og jeg har trænet politikere i at møde journalister.

Jeg har ikke noget uddannelsesbevis. Men når jeg skulle feje gulvet på lageret, fejede jeg gulvet så godt, jeg kunne. Og når jeg skulle sætte varer på hylderne i supermarkedet, gjorde jeg det så godt, jeg kunne.

I dag driver jeg et hotel. Og jeg gør det så godt, jeg kan.

Kære unge, vi er alle sammen forskellige. Og sammen kan vi alt. Der er brug for jer. Også I, der falder udenfor normen.

Pas på med at lade systemets stempler trænge ind i jeres sind. Livet starter og slutter ikke med muligheden for at gå på gymnasiet. Livet starter med at stå op om morgenen og gøre, hvad end man skal, så godt man kan.

Og gør man det, vil en masse døre blive åbnet. Ægte. Det virker.

Og kære politikere og fagfolk. Lad os alle sammen hjælpe hinanden med at træde ind i det nye årtusinde. Se hvor mange unge mennesker, vi taber på gulvet på grund af vores sort/hvide måde at stemple dem på. Vi har alle sammen noget at byde på.

Og det skal vi være bedre til at finde allerede i folkeskolen.

Hvis du vil vide mere om Horsens

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.