Far får fængsel i syv et halvt år for voldtægter af datter
En 40-årig mand er tirsdag dømt for en række voldtægter af sin datter og trusler og vold.
- Bliv opdateret på Horsens – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret
En 40-årig mand er tirsdag blevet idømt fængsel i syv et halvt år for gentagne voldtægter af sin biologiske datter, imens pigen var under 15 år.
Det fremgår af et resumé af dommen, som Retten i Horsens har offentliggjort.
Den 40-årige mand nægter sig skyldig og ankede på stedet dommen til frifindelse.
Den 40-årige skal have voldtaget pigen gentagne gange i en periode på omkring to år.
Af anklageskriftet mod manden fremgår det, at det i perioder skulle være sket flere gange ugentligt.
Ifølge dommen tiltvang han sig samleje enten med vold eller trusler om vold.
Manden er også dømt for vold og trusler mod datteren og mod sin søn. Han er også dømt for at have frihedsberøvet datteren i et enkelt tilfælde.
Retten har vurderet, at både datterens og sønnens forklaring var troværdig. Derfor har den fundet, at manden er skyldig i alt det væsentlige i den rejste tiltale.
Manden blev også udvist af Danmark.
- Bliv opdateret på Horsens – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret
/ritzau/