Var Samsam agent for Danmark? Terrorsagen fylder stadig, mens han afsoner lang straf i Horsens
Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel ved en spansk domstol for at have tilsluttet sig den militante bevægelse Islamisk Stat.
- Bliv opdateret på Horsens – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret
Socialdemokratiet mener ikke, at der er behov for yderligere undersøgelser af sagen om den terrordømte Ahmed Samsam, der afsoner sin fængselsstraf i Enner Mark uden for Horsens.
Det siger politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen, inden Folketingets Granskningsudvalg fredag på et møde skal tage stilling til, om der skal laves en forundersøgelse af sagen forud for en eventuel granskningskommission.
»Hvis vi vil have effektive efterretningstjenester, er vi nødt til at acceptere, at ikke alt kan lægges åbent frem. Der er simpelthen nødt til at være særlige rammer omkring efterretningstjenesterne og kontrollen med tjenesterne,« siger Christian Rabjerg Madsen.
»Det er paradokset på det her område: At forsvaret af vores åbne samfund i visse sammenhænge kræver lukkethed,« siger Rabjerg Madsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Ahmed Samsam var ifølge flere medier agent for den danske efterretningstjeneste. Altså, Politiets Efterretningstjeneste, PET, og Forsvarets Efterretningstjeneste, FE. Ingen af dem udtaler sig i sagen.
Dømt i Spanien og udleveret til Danmark
Ahmed Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel ved en spansk domstol for at have tilsluttet sig den militante bevægelse Islamisk Stat, IS. I 2020 blev han udleveret til Danmark, hvor han altså er blevet placeret i det topsikrede fængsel på Enner Mark.
Det ser ud til, at regeringen må finde sig i, at der som minimum bliver sat gang i en forundersøgelse. Ifølge Enhedslisten vil alle ni partier uden om regeringen nemlig stemme for en forundersøgelse.
Det kræver 60 mandater at sætte gang i det særlige kontrolværktøj, som blev oprettet i kølvandet på minksagen. De ni partier i oppositionen har til sammen 85 mandater.
»Hvad angår konkrete sager, bør spørgsmål om efterretningstjenesternes eventuelle ageren behandles inden for de rammer, der er fastsat af Folketinget for indsigt, tilsyn og kontrol med efterretningstjenesterne. Det er der et særligt udvalg til i Folketinget,« siger Christian Rabjerg Madsen.
»Spekulationer om konkrete sager, som udenforstående ikke har indsigt i, kan ikke hver gang føre til, at man nedsætter en undersøgelseskommission eller andre særlige undersøgelser.«
Efter folketingsvalget i november har SVM-regeringen ment, at der ikke var yderligere behov for at undersøge Samsam-sagen. Før valget var et bredt flertal åben for at få undersøgt sagen.
Samsam fastholder, at han på sine rejser til Syrien arbejdede for de danske efterretningstjenester. Det har DR og Berlingske også fået flere anonyme kilder til at bekræfte.
Tirsdag skrev to tidligere departementschefer i henholdsvis Justitsministeriet og Statsministeriet, Michael Lunn og Karsten Dybvad, i en kronik i Berlingske, at der kan være tale om justitsmord.
- Bliv opdateret på Horsens – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret
/ritzau/