Få dine varer leveret til bagagerummet: Rema 1000 udbreder nyt koncept
Endnu en Horsens-butik kobles på.
- Kom i dybden med Horsens – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
Som den første discountkæde i landet er Rema 1000 også med på onlineservice-trenden, og nu er flere af kædens forretninger blevet koblet på konceptet.
Det gælder bl.a. Rema-butikken ved Bygholm Søpark i Horsens, mens butikken på Thorsgårdsvej allerede er med.
Det skriver Jonas Schrøder, der er kommunikationschef i Rema 1000, på sin LinkedIn-profil.
»Bor du max 15 km fra en af disse testbutikker, kan du vælge afhent i stedet for udbringning i vores onlinebutik,« skriver han.
I alt er ni test-butikker med på konceptet, mens flere er på vej, lyder det.
Konceptet går ud på, at man for 25 kr. kan få bragt sine varer ud til sin bil, mens man selv kan blive siddende bag rattet.
Man bestiller således varerne online til et bestemt afhentningstidspunkt, sender en sms, når man er ankommet til butikkens parkeringsplads, hvorefter en medarbejder kommer ud og stiller varerne i bagagerummet.
Man kan også vælge at få varerne bragt ud til sin ladcykel eller afhente dem på gåben, lyder det endvidere på LinkedIn.
- Kom i dybden med Horsens – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.